Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

FIGURMALERI OG UDLÆNDIGHED. vise, og denne ene har et meget begrænset område og yderst få direkte efterfølgere. En grund har det vel været, at han som var far til den moderne norske maler- kunst og først vandt europæisk ry som norsk maler, Dahl, udelukkende var land- skabsmaler. En anden grund er at søge i den almindelige udvikling af düsseldorfer- skolen bort fra den monumentale kunst og historiemaleri til kabinetsbillede og land- skab. Düsseldorferskolen er blandt de tyske kunstskoler landskabsmaleriets fagskole. Men den væsentligste grund ligger dog i den norske malerkunsts langvarige ud- lændighed og arbeide for et fremmed publikum. Menneskeskildringen, enten den er nutidsbillede eller historisk, kræver en dybere tilegnelse, et varigere studium end naturskildringen. Man kan prøve det selv som reisende i et fremmed land, hvor langt lettere tilgjængelig naturens karakter og skjøn- hed er end folkekarakteren, hvor langt umiddelbarere den taler til fantasi og følelse. Og de norske malere kom som reisende til sit eget land. Naturen kunde de bære med sig i fyldte skissebøger og studiemapper fra sommerturene, folket selv faldt det ulige sværere at male efter flygtige studier eller efter erindringen og med tyske modeller. Det store tyske publikum, som i langt høiere grad end det norske bød dem et marked for deres kunst, forlangte landskaber fra Norge. De uvante og storladne scenerier i denne fjærne natur lod man sig let betage af. Norske mennesker kunde bare da afvinde udlændingen en vis ethnografisk interesse, når de optrådte som de gjør i Tidemands kunst, i farverige nationaldragter i sine primitive røgstuer og udfol- ded sine eiendommelige, fra hedenold nedarvede sæder og skikke. Dagens jævne liv hjemme måtte synes kunsten for gråt til skildring for fremmede. Hvor ganske anderledes vilde ikke forholdet ha kunnet arte sig, om malerne havde fåt bo hjemme og følt, at først og fremst arbeided de for landsmænd? Mon det ikke da vilde ha ligget nær for kunstnerne og deres publikum at komme overens om at la alt det ethnografiske fare og søge ind til det rent menneskelige og det individuelle? Kanske havde norsk malerkunst da været mindre navnkundig i udlandet og mindre efterspurgt i kunsthandelen. Men utvilsomt vilde den være bedre faren. Ingen op- sigt i fremmed land, ingen medaljer og diplomer og ordenstegn kan gi erstatning for den inderlige samfølelse med sit folk, som den tids kunstnere måtte savne. I det daglige samliv mellem nationen og dens kunstnere, i den stadige kontakt i ondt og i godt, i beundring og i kritik, ja selv i miskjendelse får først de fine rod- trævler udvikle sig, som binder kunstneren til en plet jord og dens mennesker. De trævler, som er kunstens ernæringsorganer. Hvor udmærket end Tidemands folkelivsskildring slog an såvel ude som hjemme, fik den ikke mange efterfølgere. Det var mere blandt de svenske end blandt de 229