Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

P. N. ARBO. Motivet er mægtigt og vilde udført af en stor kolorist som en anelsesfuld og fantasivækkende impression kunnet virke overvældende. Men kunstneren hører til romantikens epigoner, til en kunstnerslægt på grænseskjellet mellem romantik og na- turalisme, og billedet gir hverken nogen mindelse om Delacroixs slægt eller nogen anelse om det ny liv, som impressionismen indblæste malerkunsten. Det er glat og tamt malt i en mørk kolorit, som er ganske fint stemt, men kraftløs, og den minutiøse udpensling af enkeltheder forekommer en bare at hæmme farten. Et syn må man ikke holde fast, til det stivner! Ligefuldt er Arbos Asgårdsreien uomtvistelig en stor og på sin vis enestående bedrift i norsk kunst. Kompositionen viser en overlegen teknisk dygtighed, ialfald i tegning, som ingen norsk maler på den tid har havt til rådighed. Men kanske interessantere end det store billede i Kunstmuseet, som i ethvert fald vil holde enhver besøgende fast, selv om han muligens vil gjøre sine indvendinger, er et betydelig afvigende første-udkast til kompositionen, som her ved fru Arbos vel- vilje første gang kan forelægges publikum i reproduktion. Her er så godt som alle figurerne nøgne. Så sjelden som norske kunstnere har indladt sig på at fremstille det nøgne menneskelegeme, har dette første udkast til Asgårdsreien med alt dets dygtige aktstudium en dobbelt kunsthistorisk interesse. (Se afbildningen i spidsen af dette af- snit side 228). Arbo har malt en række andre »historiebilleder« med nordisk motiv. Til de tidligere hører en fremstilling af Slaget ned Standford bridge (hos grosserer Capjon i bredrikstad), fra Parisertiden er en Ingeborg og fra Asgårdsreiens år et mindre bil- lede Bjarkes og Hjaltes død med motiv fra Oehlenschlägers drama »Rolf Krage« (i pri- vateie i Trondhjem) — et billede som i langt høiere grad end det større maleri vinder Jul. Langes bifald i hans kritik over de norske på den skandinaviske udstilling i Kjøbenhavn. Det, man savner i Arbos mythiske billeder og historiekunst, er fremfor alt kraf- tigt nationalpræg. Ligesom Valkyrien ikke er fri for at dufte af pariser-parfume, så kunde fænomenet Asgårdsreien ifølge Arbos fremstilling høre hjemme snart sagt i et hvilket som helst folks sagnkreds, — så lidet norsk er der ved disse nøgne valkyrier, denne Gambrinus-agtige Thor og endog ved det landskab, hvorover den vilde jagt stormer frem. I 1877—78 udførte Arbo på kong Oscar Il’s bestilling Carl XV’s kroidng i Trond- hjems domkirke, som er et ligeså uinteressant og svagt maleri som de to andre kro- ningsbilleder på slottet. 236