Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

^^..;^^ V. ST. LERCHE. I sine senere år malte Arho dog mest små ryllerbilleder, dels fra soldaterlivet på vore exercerpladser, dels i trediveårskrigens eller rococotidens kostume, billeder som viser smag og teknisk dygtighed. Siden 1875 var Arbo medlem af Nationalgalleriets styre og Kunst- og håndværk- skolens råd. Han døde 14de oktober 1892. Endnu en figurmaler af dette ældre düsseldorferkuld er der at nævne, endskjønt han ikke har synderlig anden tilknytning til norsli kunst end den, at han var født i Norge og solgte en del af sine billeder i Norge — Vincent Stoltenberg Lerche. Lerche er født i Tønsberg 1837, blev 18 års student og reiste året efter, 1856, til Düsseldorf, hvor han efter hinanden havde Schadow, Carl Müller og (1860—62) Gude til lærere. Studiereiser foretog han både i syd og i nord, men han kom aldrig helt løs fra Düsseldorf, hvor han døde i 1892. Lerche valgte arkitekturmaleriet som sin specialitet. Han malte interiører snart fra Düsseldorfs kirker som det indre af Lambertuskirken, i Bergens Billedgalleri (1863), snart fra Trondhjems Domkirke (1864) eller Tyskekirken i Bergen (1867), snart fra Venedigs pragtkirker og klostergange (1865 og 1868). Mod sekstiårenes slutning begyndte figurstaffagen at spille en mere fremtrædende rolle i Lerches interiører, så hans billeder fra nu af oftest er at regne for figurbilleder, altid klædt i en svunden tids kostume. Lerche hører til den klasse af malere, som er vel så meget antikvarer som kunst- nere, som omgir sig med et brique-a-brique af gammelt bohave, gamle dragter og ra- riteter, og som i sine billeder ved at arrangere en eller anden anekdotisk situation, der gir anledning til at udfolde disse samlergjenstande, som udgjør deres liebhaberi. Der er så mange af den slags i Tyskland! I en mængde billeder fra rococo-tidens og zopf-tidens dagligliv — tildels med emne fra Holbergs komedier, men især fra klosterlivet — har Lerche vist en fiks evne for anekdotisk fortælling og et jovialt lune, som har gjort hans billeder populære. Især har hans munkebilleder i tyskeren Grützners genre med deres harmløse satire over de fede klosterbrødres forfaldenhed til vin og mad og pigeskjæmt vundet bifald. For al dybere menneskelighed er dette genremaleri blottet. Det dreier sig ude- lukkende om bagateller, og heller ikke udmærker det sig ved det fremragende pensel- arbeide, som alene kan gi den slags kunst større værd. Et mere fordringsfuldt øie vil ikke finde synderlig charme i den jevnt respektable udførelse af Lerches billeder. 237