Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

Af det kuld norske malere, som i begyndelsen af 60årene kom til Düsseldorf, er der ikke mange, som ikke før eller siden under sin udvikling rensked op på sin palet og prøved at se verden an med andre øine end den gamle düsseldorfer- idealisme. Selv i den lune kunstnerrede ved Rhinen arted nu et og andet sig anderledes. Da Cornelius i 1838 besøgte Paris, rysted han på hodet og sa til en ung tysk slagmaler: »Tro De mig, der er ingen ting her, kjør De bare tilbage til München igjen.« 4 år senere gjorde de belgiske historiemaleres kjæmpebilleder sin runde i Tysk- land og forbløffed malere og publikum, ved sin relative realisme. For et moderne øie er denne realisme vanskelig at fatte. Gallaits og Biéfves historiske paradebilleder er nu knapt istand til at fængsle en kunstsøgende gallerigjæst et kort øieblik. Theatergarderobe og regisørkunster af den ligegyldigste art fore- kommer de nu at være, en afdovnet slat af den franske kunsts mousserende vin! Men så afstængt havde Tyskland lige siden frihedskrigen været, at selv dette hen- satte kunstnere og kritik i en formelig beruselse. Man sloges på livet løs om realismen i disse kostumetableauer, som stammed fra de parisiske elevatelierer, hvor den tam- meste eklekticisme dyrkedes. Aldeles som 40 år senere impressionisternes »klattemaleri« ophidsede gemytterne, var det også her penselens brug, som vakte bestyrtelsen og begeistringen. Det var kostens bredde og farvens saft, som var så uanet. I den grad havde den tyske maler- kunst under kartonkunstens herredømme vænnet øiet til farveløshed. Og selv i teg- ningen havde jo den franske skole og dens aflægger, belgierne, en bredde og bravour, som sammenlignet med det tyske pirk måtte virke i høi grad overraskende. Brutalt og sårende rimeligvis for øine, som dyrked Cornelii griffelkunst, eller som elsked Richters godslige blyantkrads ved aftenlampen. Blændende og æggende for en ung- dom, som her for første gang så, hvordan en maler tegner. Uden tvil virked også to, kunsten uvedkommende ting med til det »store belgiske maleris« succes: formatet og nationalfølelsen. Gallaits Karl V’s tronfrasigelse målte tyve fod i bredden. Et oljemaleri af de dimensioner var vel egnet til at sætte et NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE — 31. 243