Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

BELGISK REALISME — DEN TYSKE KUNST. kabinetstykke-publikum, som det fra Düsseldorfer Kunstverein i forbauselse. Og neder- lændernes frihedskamp var ikke mindre egnet til at samle opmærksomheden om sig få år før nationalitetskampenes revolutionsår. Men ligegodt, et forstod tyskerne: her måtte tages fat og læres! De to første verdensudstillinger, i London i 1851 og i Paris i 1855, gjorde det ikke mindre klart, hvor uduelig den tyske malerkunst var i sit håndværk sammen- lignet med den engelske, den franske, den nederlandske. Man faldt igjennem, vistes tilbage fra udstillingerne. Og selv med diisseldorfervaren gik det tilbage. Exporten stansed. »Og dog malte man jo stadig væk Bordbønnen og Det første røgeforsøg, som engang havde en så rivende afsætning!« (Gurlitt). Noget måtte gjøres! Alt i 1831 og 1833 havde Heine skrevet sine Salonbreve fra Paris. Börne var fulgt efter. Ungdommen var blit lydhør for, hvad der kom fra den kant. Der var ligesom slåt en rude ind i den lune »Malkasten«, og der stod en skarp trækvind fra vest — selv i Düsseldorf. Fra 1850 af antar pariserstrømmen dimensioner. Da Knaus og Feuerbach i 1852 kommer til Paris, tinder de en hel del tyske malere i Coutures og Delaroches atelierer. Strømmen tar til og varer ved, indtil krigen i 1870 kaster alle broer af for fredens erobringer. Neppe nogengang før i tysk åndshistorie har påvirkningen fra Frankrig været så stærk, og endnu er vi kanske ikke kommen tilstrækkelig på afstand fra fænomenet til at kunne måle forskjellen mellem tysk kunst i århundredets første halvdel og i dets sidste 50 år. Berlinerne var de første pariserfarere. Med nøgtern preusserforstand skjønte de, at her var ingen tid at spilde. I flok og følge rykked de ind i de parisiske atelierer og tog sine lektioner i realistisk maleri. De fleste af dem havde ikke noget gemyt at kjæmpe imod, så det faldt dem ikke svært at tilegne sig franskmændenes kjække skarp- vinklede tegnemanér istedenfor den uldne tyske, gemiithvolle rotestreg. Og da disse berlinske Französlinge, hvorpå Gustav Bichter og Anton von Werner er to typer, vendte hjem igjen, var det vistnok med ledigere håndled, bredere bust i penselen og pariserblåt på paletten, men uden den gnist i hjærnen, den ild i hjærtet eller den feber i blodet, som skaber den levende kunst. De havde lært at male støvler, glans- lys på næseryggen og uniformknapper, tilmed i solskin. Men for dem havde de vir- kelige rydningsmænd i moderne fransk kunst, Courbet og Manet, intet opladt. De havde bare været indrulleret i skarerne under juste-milieumestrenes faner. Som unge havde de været med i latterkoret, der mødte den ny kunst. Som gamle blev de i sin hjemstavn den unge slægts mest forbitrede modstandere, da denne i 80årene kom hjem fra Paris, hjærtegreben af den virkelige naturalisme. Intet kunstregimente har været goldere i Tyskland end deres i Berlinerakademiet — Französlingernes fra 1850—70. 244