Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

FRANZÖSLINGE - DORFGESCHICHTE. Da Düsseldorfs stjerne som Tysklands forste kunstby daled, var det derfor ikke Berlin, som steg mod zenith, men München. Foreløbig beholdt endnu Düsseldorf i nogle år hegemoniet og lokked i et hvert fald lærelystne nordboer til sig. Og det skal ikke nægtes, at der kom en anspændelse over Düsseldorferkunsten i 50- og begyndelsen af OOårene, som kunde virke tillidsind- gydende, ja forhåbningsfuld. Endnu længe stod Andr. Achenbach som de tyskes første landskabsmester, fuld af verve og teknisk myndighed. Men det skyldes dog væsentlig den kraftfornyelse, som genremaleriet fik gjennem Knaus og Vautier, at Düsseldorf endnu et tiår igjen- nem kunde opretholde sit ry. Et betydeligt bidrag til Düsseldorferkunstens hegemoni har forøvrig også de norske malere ydet, navnlig Tidemand, hvis talent jo netop i 50- årene foldede sig ud med størst energi, samt Gude og Ludv. Munthe. Ludvig Knaus og Benjamin Vautier er to af den tyske malerkunsts mest berømte navne. I disse to sene diisseldorferes kunst nådde Dorfnovellen sin høieste udvikling i maleriet. Og ingen art af billedkunst er mere typisk for Tyskland i det 19de år- hundrede end landsbynovellen. I den har det bogsyge tyske øie først fundet mættelse — underholdning, vits, rørelse. Her først fik man en literatur, som var virkelig po- pulær, i farver. Genren var egentlig importeret fra England, fra Hogarths og Wilkies land. Den havde i Frankrige lige før århundrevendet optrådt pædagogisk moraliserende under mange tårer i Greuzes kunst. Men længe efter, at man i England og Frankrige havde ladet denne afart af malerkunst fare og vendt sin opmærksomhed mod selve pensel- håndværket og et dybere åndsindhold, vedblev malerkunsten i Tyskland endnu længe at fodre sit publikum med den kjære kost. Da Knaus og Vautier optrådte, holdt det tyske »folkelivsmaleri« på at forkomme i skildringen af Mutterglück og kattekillinger. Deres fortjeneste er det at bringe Dorf- novellen intellektuelt og malerisk på fode igjen, da den var sunket sammen i senilitet. De indblæste den virkelig nyt liv. Særlig Knaus, som foruden et godt hode også be- sad et fint bygget malerøie. Og dette var han klog nok til tidlig at underkaste fransk- mændenes strenge opdragelse. Han var blandt de første, som drog til Paris og lærte kunstnertegning. Franskmændene og de gamle hollændere lærte ham også, hvad det vil si, at et billede er malt i kolorit og ikke bare koloreret, og hvad en sluttet billed- virkning er for noget. Derfor har han kunnet fortælle sine landsbyhistorier i et ma- lerisli behersket og soigneret sprog. Derfor blev han også den eneste tyske maler, som franskmændene på den tid tog noget hensyn til.1) 9 »Tout le talent de l’Allemagne est contenu dans la personne de M. Knaus. L’Allemagne habite donc rue de l’Arcade à Paris,« skriver Edm. About under verdensudstillingen i 1855. 245