Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

KNAUS OG VAUTIER. Hos en maler som Knaus er fortællekunsten udviklet til en forbausende grad af nuance og komplikation. Med sandhed og natur har hans kunst lidet at gjøre, men den er fuldendt tydelig, pointeret vittig, elskværdig. Dog på en overbærende eksplikativ måde, der er let sårende for folk, som mener det alvorligt med sine medmennesker, også når de er bønder. (Hvor skulde ikke Millet ha foragtet denne humorist, som et menneske foragter en vittig hund!). Og for folk, som søger først og fremst maler- kunst og ikke vel malte pudsigheder i guldramme, er det trættende altid ha maleren slig bag sig, som Knaus står bag én og peger på alt det karakteristiske, han selv har malt. Vautier — en schweizer af fødsel — er i sammenligning med Knaus ganske vist en ringere mester i hånden, men en mere sympathisk kunstner, fordi han er mere naiv. Både i god og i slet forstand mangler han den andens overlegenhed. Vautier virker meget hjemmebagt tysli i sammenligning med den i hollændernes og parisernes kunstgreb forfarne Knaus. Han er en meget flink tegner, men ingen kompositør og alt andet end charmant som kolorist. Men han har åbenbart godhed for sine Schwarz- waldbønder og har dem aldrig tilbedste. Hans humor er ikke moquerende, men lun og mild. Det er altid en vanskjæbne for en kunstner, når al verdens familiejournaler lægger sig ud efter ham. Men Vautier havde fortjent en bedre skjæbne, for han har ikke alene gemyt, men et ganske fint iagttagerøie, og hans omsorgsfulde, sobre malemåde holder mangen vakker detalj fast. Et billede som Der Brautwerber er for de tre hovedfigurers vedkommende diskret og fint karakteriseret. Man kommer til at tænke på god dansli kunst, hvad der er til hæder for et diisseldorfer Volkssittenbild. Vautier er også for så vidt værdig til vor opmærksomhed, som han har været lærer for den norske maler, der efter Tidemand er vor eneste betydelige folkelivs- skildrer før den naturalistiske epoke — Carl Sundt-Hansen. 246