Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

TEKNIK OG TEMPERAMENT. studeret Dow og Mieris, og hans diskrete farve røber, at han er en beundrer af Ter- borch. Glat og blank som emalje er overfladen af hans malerier, eller kanske snarere som poleret stål, da farven er uden gled. Men også over hans farve er der et præg af virkelighedsrespekt og en kjølig soberhed, som virker vederkvægende ovenpå düs- seldorferskolens varmt saucede og maniererte kolorit. Også i motivvalget skiller Sundt-Hansen sig fra Tidemand, næsten som om mod- sætningsforholdet var bevidst og villet. I Tidemands fleste billeder tilkjendegir der sig et mildt og lyst, næsten flaut venligt livssyn. Først i hans senere produktion trænger livets mørksider sig frem, og da som dramatisk effekt. Over Sundt-Hansens kunst hviler derimod et gjennem- gående præg af stilfærdig, tilbagetrængt melankoli, et alvor uden pathos og uden senti- mentalitet. Oftere beskjæftiger hans kunst sig med døden, og i hans to betydeligste billeder er døden sat i forbindelse med forbrydelse. Den bedragne og forladte jente fra folkevisen, en bondefisker, som mens han re- signeret venter på fangst, hensynker i tunge grublerier, hjemsøgelsen, som har rammet to unge mennesker ved deres første barns kiste, den dødsdømtes skriftemål i lens- mandsarresten, morderens konfrontation med offeret for hans forbryderske skinsyge, den triste forsamling om det flagdækkede lig på dækket under en begravelse ombord — det er emnerne for hans billeder. Fremfor alle er I lensmandsarresten (Kunstmuseet) et billede, som griber ved sin dystre, ligesom lavmælte fortælling. Den gamle prest er kommet for at meddele straf- fangen »sakramentet«, før han overgis i skarpretterens hænder. Presten er ikke nogen præke-prest, men en gammel menneskekjender, som har vidst at få den atten-års for- bryder med fodlænkerne i tale. Mild og klog sidder han på den anden side af bordet og taler til ham med forskende øine — taler stilt og undskyldende slig, at forbryder- trodsen brister sammen og angeren vælder frem, der han sidder sammensunken med hånden presset over panden — og den lille finger trykket ind mod øiet, ligesom stængende for tårerne. Men som den ubønhørlige gjengjældelses legemliggjørelse, som samfundets hæv- ner står lensmandens hæslig komiske skikkelse stiv og parat ved døren. Den døren som for ham nu bare fører ud til — udslettelsen? eller til prestens evighed? Billedet er menneskelig dybtgående. Det er malt så pillent og stofløst, at der hverken er rum eller luft i cellen. Men der lyder dæmpet menneskelig tale derinde og suk fra et forklemt menneskebryst. Den bundne varme i skildringen kan man føle ved at forfølge formen, som den er tegnet og malt fra hoved til fod i straffangens skikkelse; — i den hånd som hviler på knæet er sympathien ligefrem til at ta og føle på. —■ Det eneste som er kjedeligt er, at maleren ikke har sat »kalken« over på 253