Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

CARL SUNDT-HANSEN. den anden side af bordet; slig som den står og lyser os op i øinene, trænger det kirkelige ved handlingen sig frem foran det menneskelige. Men slig er det oftere i Sundt-Hansens billeder — maleren er ligesom ræd for at fornærme bitingene og gir derfor det uvæsentlige den altfor store plads og ret i sin kunst. F. ex. i Konfrontationen, det billede, som hænger i Nationalmuseum i Stockholm. Det har elementer i sig til at kunne blit et hjærtegribende kunstværk. Den dræbte unge kone, som ligger udstrakt og halvblottet på gulvet med skygge over ansigtet, og manden, morderen, som står opreist og hård og taus med hænderne på ryggen ved hendes fødder og endnu forsker i hendes stivnede trælt efter den sande sammenhæng — og så den hårde rette vinkel mellem disse to skikkelser inde i det golde rum — hvilket billede kunde det ikke blit, om maleren havde bedt sine andre modeller at gå sin vei — den sørgende mor og lensmanden og hans to vidner med de overvættes spørgende miner! I et billede som dette mærker man på en uheldig måde, at Sundt-Hansen er elev af Vautier, at han er for meget novellist, er hildet i tyskernes usalige hang til at lave litteratur af det, som skal males. Det sidste større billede, Sundt-Hansen har udstillet hjemme i Norge, er Begra- velse ombord (1891). Da dette figurrige, gjennemkomponerede og gjennemreflekterede, uangribelig veltegnede og ufattelig glatmalede kunstværk fremkom på kunstnernes vårudstilling i 1893, virked det forunderlig fremmedartet, som en fast og usmeltelig isblok af objektivitet og dygtighed midt i friluftsnaturalismens freidige subjektivitet og pågående varme. Det syntes os unge uendelig længe siden, man havde set verden an med disse øine. Og egentlig havde vi i Norge aldrig set det. Som denne scene på dækket af den oversøiske damper omkring kapteinens flagdækkede kiste med hans sørgeklædte hustru og hele mandskabet lige til negerstuarten er skildret, med den penibleste korrekthed i tegning fra taugværk til dæksplanker og skosåler, i fri luft, men uden anelse om sand friluftsvirkning i kolorit, — forekom det os som en gjen- ganger fra en fjærn tid. Men billedet førte en tale om værdien af linje og form i malerkunsten, som kanske allerede dengang øved en manende virkning på enkelte, om end denne enslige gamle mands stemme snart drukned i myldret. — Lad os om ikke alt for længe få se en samlet udstilling af Sundt-Hansens kunstnerværk, og lad os da se, om vi nu bedre forstår hans kunsts tale! Omstændigheder og egen tilbøielig- hed har isoleret Sundt-Hansen fra udviklingen i norsk malerkunst. Under naturalis- mens tegn vilde han måske ha forvundet meget af sin ængstelse og fulgt en friere teknik. Men som han er og blev, er han en fast og sluttet personlighed i norsk kunst, og jeg tror som Jul. Lange, at der langtfra er vist ham fuld historisk retfærdighed. 254