Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

 LE PAYSAGE INTIME. I Frankrige havde i 30- og 40årene en hel omvæltning fuldbyrdet sig i landskabs- maleriet. Det, som væltedes, var den gamle franske klassicismes skranker for natur- følelsen. Og den magt, som havde væltet dem, var romantiker-gemyttet. Men væsensforskjellig som den franske romantik var fra den tyske, førte denne omvæltning ikke bort fra virkeligheden, men baned tvertimod vei frem til den. De unge landskabsmalere, som inspireret af romantiske ideer om kunstnerens personlige gemytsforhold til sit stof, flytted ud fra Paris og slog sig ned i skogbrynet ved Fontainebleau, flygted ikke fra verdensbyen for at fortabe sig i filosoferinger over alnaturen. De var fuldt bestemt på med vågne øine at erobre for sin kunst — om ikke alnaturen, så ialfald en liden del, et hjørne af den. Og for landskabskunsten blev denne erobring den største, som har tildraget sig siden Rembrandts og Ruysdaels dage. Der blir i det følgende, i en nødvendigere sammenhæng, anledning til nærmere omtale af Fontainebleauskolen og dens betydning i moderne malerkunsts forløb. Her skal bare antydes, hvad der var skolens program, og måden, hvorpå det blev realiseret. Le paysage, intime — det personlig følte landskab, landskabet som sindsstemning — var disse unge maleres slagord for, hvad de vilde, og dette slagord fra tiden er i historiens bog blit stående som overskriften over kapitlet om deres kunst. Men veien til inderliggjørelse af naturen gik — skjønte de — gjennem begræns- ning og fordybelse. Alene motivets begrænsning kunde muliggjøre et virkelig individuelt stemningsmaleri. De store sammenbyggede vuer, som landskabskunsten før havde fremtryllet, forekom tomme. Den personlige stemning flød bort mellem alle disse kunstig grupperede masser og planer. Selv den jevneste virkelighed, meddelt i små partier og udtog, kunde, om den tolkedes i fortrolighed, byde ganske anderledes dybe kunstværdier end en blot og bar dekorativ stilkunst. Derfor vendte de sig til det nærmeste, disse malere, til det, de kjendte som sit eget, vanked ikke om i fjerne land og tider efter motiver. Ti hvad andet var vel kunstnerens gave end at ane malmen i gråstensblokken og forstå at hente den ud? Opgaven måtte da nærmest være: at afsløre skjønheden i det enkle, det jevne, det trivielle. Det fik en egen tiltrækning at male just den natur og den menneskeverden, som mængden passerer med sløvt blik og koldt hjærte. Ja, hvorfor male Golfens pinjer og cypresser for folk, som endnu ikke havde ænset skjønheden i den nærmeste skogs ærværdige eketrær? Og hvorfor udfolde sol- nedgangens hele prangende vifte på sydens himmel, ifald den bløde fløilstone i en grå oktoberhimmel her nord kan inderlig kvæge et modtageligt sind? NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE — 33. 259