Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

LUDV. MUNTHE. Overhedet kommer der jo i kunsten lidet an på »hvad«, men desto mere på »hvorledes«. En farve som har skjønhed og fylde, en tone som er afstemt og fin, penselstrøgets kraft og fynd eller dets besnærende blødhed og elegance — deri gjem- mer sig kunstens hemmelighed. Det er romantiken, den franske romantik, som har skabt begrebet l’art pour l’art — l’art c’est la facture! Og med dette princip som vehikel glider den franske land- skabskunst næsten umærkelig fra romantik over i naturalisme. Den egentlige overgangsfigur i den franske landskabskunst til den moderne stil er Daubigny. Han begynder i Fontainebleau som romantiker, reiser til London sammen med Manet og Monet og vender tilbage som impressionisternes fælle. Uden tvil er det netop billeder af denne maler, som har git Munthe de stærkeste impulser, ligesom det i det hele tat var Daubigny, som virked mest direkte på de norske pariserfarere. Netop i årene fra 1860 til 1880 havde Daubigny sin store tid, da han årstøt sendte mesterværker til salonen. Hans pensels bredde og verve, hans konturløse, lufttonede og helt maleriske tek- nik har virket befriende og belærende på Munthe. Og ikke mindre hans ligefremme og enkle motivvalg, som i de tider var virkelig revolutionært. Ti det som den nyere franske landskabskunst fremfor alt kunde blotte for Munthe, var den motivsvindel, som dreves i Düsseldorf. Også de gamle hollændere har kunnet lære ham, hvorledes det enkle og for- dringsløse motiv gir temperamentet rummeligt råderum fremfor det sammensatte eller i sig selv fordringsfulde. Men end mere har den moderne franske malerskole, som tog sit udgangspunkt i de gamle hollænderes æsthetik, kunnet belære ham om det. For Munthe stod det nemlig helt klart, at en retlinjet allé af trær eller bare et enkelt tørt træs forgreninger, et par buskers omrids mod himlen eller en nytrådt sti i tøveirssne kan være mere skikket som malerisk motiv end alle turistnaturens udsigts- punkter og tinder og jøkler. Det er ud fra denne overbevisning, at Munthe har skabt en kunst, som tilsyne- ladende nøier sig med de jevneste, for vanesynet mest ligegyldige motiver, der imid- lertid gir hans pensel leilighed til at frådse i bløde og indsmigrende farvetoner, gir maleren fuldt spillerum for en raffineret og personlig kolorit. Hvor ny og aparte Munthes kunst virked i Düsseldorf, belyses f. eks. ved det lille træk, som kunstnerens neveu Gerhard Munthe fortæller i en artikel om Ludv. Munthe, at man parodierte hans billeder med karikaturer som denne: et hvidt lærred med et træ på, som bare havde en gren og grenen et blad! Navnlig var det i snelandskabet, at Munthe fandt sin specielle opgave. Ikke den tindrende vinterdag med blændende lys og blå skygger, men den vasne tøveirsdag 260