Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

KLAVERVIRTUOSEN. LUDV. MUNTHE TYSK HØSTLANDSKAB 1882. Kunstmuseet i Kristiania. med al rigdommen af milde og lunkne toner i gråt. Eller også vinterskumringen på sletten med døsig solglød bag stillestående uldne lag af skyer. Eller hvide marker i skimmer af en overskyet måne. Men også høsten kjender han. Dens søde og vemodige farveharmonier i brunt og i bronce, i sort og i gråt — farver som er emne og fugtige af jordens ånde. »I et billede skal der aldrig findes en farve, som ikke i og for sig er sympathisk,« er et ord fra Ludv. Munthes mund. Udtryk og karakter får jo farverne egentlig først i sammenstilling med andre farver. Men Munthes herskende evne var netop den fine og vare sans for at stille farverne i buket. Sammenstillingernes behag slår ham øieblikkelig, og de ubehagelige sammenstillinger berører ham lige umiddelbart frastødende som en ond lugt eller en skurrende lyd. Han havde et »musikalsk« øie. Men han holdt ikke denne sans altid lige skarp og vågen. Mange billeder har Munthe malt i sit liv, og det er meget langt fra, at alle er gode. En farlig hang havde han til det sødladne. Hans kunst tog åbenbar skade af den kritikløse gunst, den opnådde at stå i. Det tyske publikum var ikke godt nok, ikke kræsent nok for 261