Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ADELSTEN NORMANN — MIDNATSOLENS LAND. mere realistiske landskabsmalere, som fortrinsvis malte strandbilleder. I 1875 udstilte Normann første gang — et fjordbillede, og fjordbilledet blev også for fremtiden hans særlige område. Sine motiver henter han mest fra Nordland. Med virtuosmæssig, kulørrig teknik pleier han på mægtige lærreder at tårne sky- høie fjeld op om en sort, blank fjord. Mellem fjorden og de stupbratte fjeldsider trækker Iran den ganske smale grønne stribe, hvor menneskene har klynget sig fast med sine dværgagtige hytter — tommemålet til at måle fjeldjætternes vælde med! Over disse fjeldsider, som formelig er sparklet op på lærredet med paletkniven i tykt påsmurte farveflækker, hviler gjerne midnatsolens magiske brandlys. Ofte lar maleren en jægts barkede seil stikke af mod den sorte flade, eller lian lar en fjorddamper gjennemfure vandspeilet og trække en hvid eller en solblodig stribe efter sig i kjøl- vandet. Det er ikke at undres over, at disse grovt effektfulde, flot og bredt malte og sær- deles dekorative kolossalbilleder har vakt beundring på de store europæiske udstillin- ger, hvor stærke midler lettest fanger mængdens blik. Og det er rimeligt, at Adelsten Normann er viden kjendt som maleren af midnatsolens land. Mere end nogen anden norsli maler har utvilsomt Normann bidraget til at lede turiststrømmen ind over sit fædreland. Hvorvidt dette skal regnes ham til fortjeneste eller til forkleinelse, er her et udenforliggende spørgsmål. Hans kunst har vist evnen til at vække udlandets op- mærksomhed og skaffet ham selv megen hæder og påskjønnelse. Et af hans større billeder, Sognefjorden, hænger i Nationalmuseum i Stockholm, et andet, Kabelvåg, solgtes til London, andre nordlandske billeder gik til Buda-Pest, forskjellige af hans fjordlandskaber har fundet plads i tyske samlinger. I sin tid udstille Normann jævn- lig på Salonen. Teknisk er Normann ikke upåvirket af fransk maleri, og efterat han i 1887 forlod Düsseldorf og bosatte sig i Berlin, har han resolut sluttet sig til »oppositionen«, som har gåt i fransk skole, og selv stræbt efter at reformere sin kunst i moderne retning. Hvorvidt dette har lykkedes ham, kan jeg ikke dømme om efter de få og tilfældige prøver, jeg har set på hans nye måde, som nærmest udmærkede sig ved blå skygge- toner i modsætning til de tidligere sortbrune. Hans sympathier synes i ethvert fald at være på de »modernes« side. Det var Normann, som for en del år tilbage udvir- ked en indbydelse til Edv. Munch om at udstille i Künstlerverein og derved forårsaged det ulægelige brud inden Berlins kunstnerverden, som førte til udtræden af foreningen og dannelse af den s. k. sécession. — Helt modsat har figurmaleren Hans Dahl udviklet sig. Hans fikse anlæg har rimeligvis allerede under Sohns veiledning i Düsseldorf tat skade, senere studerte han en kort tid under Riefstahl og Gude i Karlsruhe. Imidlertid ligger størstedelen af 264