Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

HANS DAHL — LUDV. SKRAMSTAD. Hans Dahls produktion udènfor rammen af denne fremstilling. Hans uafladelige repeterede storleende eller storsmilende, kåde bondetøser har intet med Norge eller med kunst at gjøre. Han nævnes her bare for en vis fuldstændigheds skyld. — Et talent med udpræget dekorative anlæg eied Ludv. Skramstad (født på Hamar 1855), som har lært både i Düsseldorf og i München. Men dette tlotte og lethåndede talent er rundet fuldstændig ud i en rutineproduktion, som nu er ganske ensformig og samvittighedsløs. Han har da også forlængst opgit at søge de stævner, hvor kunst kappes med kunst, og afbeider nu bare rent forretningsmæssig for kunsthandelen. Sin motivkreds har han fra før, hentet fra granskogen i høsttåge og ved vintertid. Et år gik han ud igjen og gjorde naturstudier, og med dem satte han både kamerater og publikum i forbauselse og spænding. Men det blev bare med dette ene experiment, som næsten ligner en spøg. Efterat ha vist, at han kunde male forsvarlig efter na- turen, sank han igjen tilbage i sit gamle vanemaleri. Hans kunst er et vidnesbyrd om, hvor lidet det hjælper af være en mand med smag og et lyst og vittigt hode, når selve viljefjæren er for slap i et kunstnertalent til at holde talentet i agt og ære. Den bane, som måtte ha været den mest ligefremme for Skramstads smagfulde virtuos- talent, theatermaleriet, har ingen tænkt på at by ham, og det er synd! — Det er forøvrigt påfaldende, hvor mange der er af denne kunstnerslægt, hvis talent er flydt ud i rutineproduktion. For dem, som bodde hjemme, er det let for- klarligt og let at undskylde; publikum har her den største skyld, forholdene hjemme var pinagtige for en maler, som ikke havde udenlandsk ry, og afslag i kunstnerisk an- svarsfølelse blev snarere opmuntret end modarbeidet. Det var et dårligt publikum for kunst, det norske i syttiårene og de første ottiår. Det var bl. a. ødelagt ved im- port af slet tysk düsseldorferkunst, som kunstforeningerne spredte ved sine udlodninger. — En vakker kunstnerbane kunde man ha ventet af Andr. Disen med hans ud- mærkede begavelse. Han er født på Modum i 1844, var først nokså længe Eckers- bergs elev i Kristiania og drog i 1871 med offentligt stipendium til Karlsruhe for at bli elev af Gude. Det er let forståligt, at Gude kunde vælge netop ham til at hjælpe sig med undervisningsarbeidet, så god og sikker tegner, som han var, og så nær som han slutted sig til Gudes kunst, særlig som høifjeldsmaler. På elevbilledet s. 181 ser vi ham i Gudes nærmeste kreds, ung og slank og fin. Men i 1876 vendte Disen hjem til Norge, hvor han siden har bodd, først hjemme på Modum, senere i Kristiania. Det synes som om selve kunstforholdene hjemme i Kristiania har forenet sig med andre ydre omstændigheder for her at kue en ypperlig begavelse. Andet kan man ikke kalde en maler, der har malt så modne og virkningsfulde billeder som f. eks. det høifjeldsbillede, som godseier Sissenér har testamenteret til Trond- lijems kunstforening. Der er kanske ikke meget af individuelt syn i det udover det, 265