Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

AMALDUS NIELSEN. ord, var denne tankegang så langt fra banal, at den snarere var dristig i sin radi- kalisme. Ingen modestrøm har ført Amaldus Nielsen ud i »marken« og git ham naturen til eneste rådgiver, men hans egen selvstændige og vederhæftige karakter og hans op- rigtige følelse for den natur, som omgav hans barndom. Amaldus Nielsen er sørlandets maler, og hans kunsts væsen er trofasthed. De golde granitknauser, de små lodshuse og den lunefulde fjord er hans verden. Hans billeder og særlig hans små studier er hjærtevindende vidnesbyrd om, hvorledes kjærligheden til hjem og fødejord formår at åbne sind og øie for skjønlieden selv i den goldeste og fattigste natur, som alene er trættende for fremmede øine. Amaldus Nielsens kunst er i meget forskjellig fra hans lærer Gudes, som det ligger nær at sammenligne med. Langtfra så omfattende, langt fra så fri og har- monirig, virker den ægtere norsk. Gude var både af anlæg og gjennem udvikling og ydre forhold bestemt i kosmopolitisk, særlig tysk retning. Hans maleriske stil er ud- viklet, hans pensel er i og for sig ikke nogen bravourpensel, men den er fri, fyldig, flot sammenlignet med Amaldus Nielsens. Gude havde al den smag, al den tekniske indsigt og kløgt, som bygger et billede til en fast og sluttet virkning. Hans kompo- sitionstalent var betydeligt, hans musikalske sans speiled sig af i hans malerkunst. Amaldus Nielsen har lidet af alt dette. Hans kunst — ialfald hans studiekunst — er simpel, næsten enfoldig, fuld af ængstelig respekt og frygtsom ømhed for den store, den mangfoldige og endeløse natur. Men det hænder, at slige blygt og trofast elskende vinder hjærter, ja at de formår at rivalisere med det store bedårertalent. Det er først og fremst fjorden der sør og vest, han, skippersønnen fra Mandal, kjender og maler. Han ved at skildre den snart speilblank i læ af solvarme holmer, snart svartnende til under frisli pålandsvind, snart stille vuggende og morgendisig med høi godveirshimmel over. Det var i 1862 på verdensudstillingen i London, at Amaldus Nielsen først gjorde sig bemærket med sin Morgen ued hauet efter storm. Billedet blev i England. De tre store billeder, som sammen med et par studier repræsenterer hans kunst i Kunstmuseet, er malt et snes år senere. I sin indbyrdes forskjellighed i motiv gir de et godt begreb om, hvor vidt hans evne rækker. Den blanke, blide Aften på sjøen ved Hvaløerne (1879) er det ældste af dem. Oprygende uveir på Hardangerfjorden (1886) er det sidste. (Studien, det er malt efter, er forresten fra 1864). Men det vak- reste og egneste blandt dem er Morgen ved Ny Hellesund (1885) — vel det bedste bil- lede, Amaldus Nielsen har malt.1) Det er en morgen så gjennemsigtig klar, at synet måtte nå milevidt over hav, X) En varieret gjentagelse fra 1904 er afgjort ringere. 272