Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

FREDRIK COLLETT. Der er over hans Mesnabilleder en mandig, lidt barsk ro, som jeg vil kalde plastisk.1) De er fast bygget af massive modsætninger mellem hvide, sorte og blygrå farvemasser, oftest harmoniseret i en lidt brysk og violet tone af blåkold klang. Colletts mesterværk er det store billede Mesnadalen, dateret april 1891, som endelig efter 13 års nølen er kjøbt til Kunstmuseet, og som her er gjengit (s. 281). Siden Fearn- leys Labrofos er der ikke i norsk kunst komponeret et landskab af så vægtig en virk- ning. Det vil si, Colletts landskab indeholder intet som helst »komponeret« i den forstand, at ikke kunstneren har forefundet sit motiv direkte i naturen og gjengit det uden forvanskning. Collett gir sig aldrig af med at arrangere og flytte på ting, som naturen har ordnet tør ham. Men lian tar lieller ikke til takke med livad som helst, der frembyr sig for øiet.2) Collett er en kræsen vrager af motiver og en stor mester i at skjære sine billeder til. Dette sit store Mesnabillede liar han bygget over modsætningen mel- lem den hvide flade, som dækker den tilfrosne stenete elv, og de to mørke kulper, som strømhvirvler holder åbne. Disse to mørke flækkers konformitet, idet den mindre gjentar den større som formfigur, er af en fortræffelig dekorativ virkning. Lignende parallelismer kan iagttages i formationen af den lergrå nakne skrænt til- høire og i de kraftige mørke striber i forgrunden, som på en lykkelig måde krydser de skråt indfaldende parallele skygger af grantrær over fladen tilvenstre. Slige ting gir holdning, stil. korgrunden er set på meget nært hold, hvad som synes at gi de forreste planer en vis steilhed. Men uden dette havde ikke det prægtige formale motiv med de runde råk i elven frembudt sig så kraftigt; en yderligere perspektivisk forskyvning vilde her ha ødelagt alt. Fortrinlig malt er mellemgrundens mørkviolette kratskogbælte, og fast og rolig afsluttes kompositionen i baggrunden med det lindt buede middelshøie åsdrag. Det eneste, som synes mig at virke forstyrrende i dette næsten klassiske, linjefaste landskab, er den struntede gran tilvenstre i mellemgrunden, som man helst ønsker bort. Jeg kjender intet andet billede af Collett, som har et så omfattende motiv og en så monumental virkning. De fleste af hans andre Mesnabilleder er langt knappere begrænset i sit motiv og har mere karakteren af en intim studie. Men gjennemgå- ende finder man den faste bygning i kompositionen. Den her afbildede Aftensienming fra Mesna (1893) i Trondhjems Galleri er en fortrinlig repræsentant for den mere ly- riske side af Colletts kunst, henrivende i sin farvevirkning med aftenrødmen, som speiler sig i kulpen, og den bløde tusmørketone over sneen (s. 279). 9 Auberts udtryk om Collett som impressionist (i Norge i XIX årh.) er ganske misvisende, hvad hans maleriske stil og teknik angår. 2) Smign. den morsomme lille anekdote i Gudes erindringer s. 79. 280