Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

TYSK MALERKUNST. Der er noget hemmelighedsfuldt ved dette ganske lille menneske. Hans magt over massen er af en sær- egen art. Han ligner Bismarck i måden at »baste« publikum på. Hans væsens grunddrift er en fabel- agtig energi, der yttrer sig som arbeidskraft, og denne energi slipper aldrig fra kløgtens tøiler. Der står skræk og beundring af, hvor Menzel kan arbeide. Hans bille- der er formuer af opstablede dagværk. Når et nyt billede af Menzel møder på de store kunstudstillinger, møder det som repræsentant for en lang, lang række af natur- studier og tegninger. Det ved folk, og det imponerer. Hans ansigt taler for ham, især munden med det ind- bidte egensind. I det militaristisk brutale tyske keiser- rige måtte der slig en kombination af egenvilje og po- litisk kløgt til for at frembringe typen på »den store kunstner«. Seine Excellenz der Professor Dr. von Menzel, Ritter des schwarzen Adlers — hvor er typen forskjellig fra den franske malerkunsts lype på »den store kunstner«: en Delacroix, en Millet, en Manet! Menzel var en mand som ikke lånte og ikke veg, men som nøie vidste, hvor langt hans omvæltningsevne rak i mængdens begrebsverden, og som aldrig overskred græn- sen. En intelligens, som med jernvilje og underfuld arbeidskraft fuldbyrder værket og nøie beregner dets virkning. En af dem, som overrumpler med det længe for- beredte og finder mængden for sine fødder. En mand af Bismarcks slag. Og med alt dette er Menzel dog ingen stor maler. Et følgende århundrede, som ikke længer kjender hindringerne, men alene dømmer resultatet vil kanske ha glemt ham, iethvert fald ile hans billeder forbi i de store gallerier (om denne uting endnu findes) for at søge en Delacroix, en Millet, en Manet eller en Degas, kanske også en Leibl — en af det nittende århundredes evige mestere. Hvad vil Tafelrun- den på Sanssouci eller Fløitekoncerten være for en menneskeslægt, der kanske bare dunkelt mindes »den store Fritz«, som laved Preussen? Allerede nu er Fløitekoncerten en koloristisk banalitet, rødgul som en blodapelsin, og Tafelrunden et sirlig penslet genrebillede med parykherrer under en glaslysekrone. Man vil betragte det omhyg- gelig tegnede penselarbeide, som man i vore dage betragter det i en Mieris, en Meis- sonier. Og det store billede Piazza d’Erbe i Verona er fra et æsthetisk standpunkt overhodet ikke noget maleri, men det argeste rot af detaljer; der myldrer med men- nesker, som midder i en ost, og øiet vanker hjælpeløst om i et flikværk af enkelt- heder, som i og for sig er udmærkede, men som er komplet blottet for helhedsvirkning. 288