Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

MÜNCHENERSKOLEN. »I den himmelske Cornelius’ tid havde kunsten sjæl og ikke noget farvet legeme; nu har den farve, men ingen sjæl og intet legeme. Nutidens maleri er en forherligelse af tankeløsheden, den hlotte teknik. Men når kunsten ophører at heskjæftige sig med menneskenes høieste mål, forlader den idealet og vorder en hore.« Så vidner og profeterer en forbittret olding fra den himmelske Cornelius’ tid om den kunst, han så blomstre op omkring sig.1) At skabe sig et farvet legeme — det var i virkeligheden det store mål, mod hvilket malerkunsten kjæmped, siden generationen fra 1850 begyndte at gjore sin indsats i tysl< kunstliv. Og kamppladsen blev München. Her var jordbunden ikke så gold og traditionsfattig som i Berlin. Her havde der været en blomstring og en afblomstring, grunden var gjødet. Og grunden gjemte fra gammelt spirer til en naturalisme, som den CoRNELius-KAULBACHske idealretning vel havde trængt tilbage og overvældet, men ikke udryddet (Bürkel, Morgenstern, Gurlitt). Men før denne naturalisme kunde blomstre op igjen (i en Diez’, en Leibes, en Trübners kunst og i den moderne miinchenerskole) måtte en ganske generel hæv- delse af det maleriskes ret gå for sig som den, Piloty og hans elev Makart betegner i münchenerskolen overfor den ældre farvefornægtende retning. Sjelden har vel kunsthistoriske aktier vist et så enormt og hastigt kursfald som disse to maleres berømmelse. Da Carl Piloty i 1856 udstilte sin ungdoms hovedværk Seni foran Wallensteins lig, satte det sindene i en bevægelse, der alene kan sammenlignes med den opsigt, som 13 år i forveien Gallaits Karl V eller Egmonts og Horns lig havde gjort. Yder- grænsen for realisme i historiemaleriet syntes nådd. En slig teknisk overlegenhed, en sådan koloristisk kraft var i tysk kunst ukjendt. Og ligesom med belgiernes bille- der virked formatet og det historiske stof med, øgende beundringen. Piloty var med et slag den unge slægts fører, realismens seirige forkynder, og da man året efter indrømmede ham en professorstilling ved akademiet, strømmed der elever til hans atelier fra alle kanter, ikke bare fra hele Tyskland, men fra Øster- rige, Bøhmen, Ungarn, Polen, Italien og Sverige. Han hædredes med tilnavnet Præ- ceptor Germaniæ. Pilotys eminente lærerbegavelse og voldsomme arbeidsenergi, som fra år til år frembragte en lang række af historiske kolossalbilleder, sikred ham snart berømmelse fremfor nogen af det unge Tysklands malere, og da endelig den gamle Kaulbach døde, var Piloty selvskreven til direktørstillingen ved akademiet (1874).2) i) Billedhuggeren E. J. Hähnel i sin Lilterarische Reliquien. 2) Pilotys store evne som lærer var hans eklektiske syn, han lod enhver af sine elever beholde sin individuelle egenart og la ikke bånd på nogen, lærte dem kunstens håndværk. Fra Pilotys atelier kom så forskjellige kunstnere som Lenbach og Makart, Defregger og Gabriel Max, Grützner og Seitz, Kurzbauer og Lindenschmidt, ungareren Benczur, polakken Siemibadsky, böhmeren Brozik, svensken Hellquist, nordmanden Otto Sinding. NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE — 37. 291