Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

TYSK MALERKUNST. Fem år senere åbnes den 1ste internationale kunstudstilling i München med det storartede fremmøde af fransk kunst. Piloty er da ikke med, og ingen savner ham. De værker, han fuldbragte i sine sidste leveår under opbydelse af al sin energi i kampen mod en overmægtig sygdom, gik det kunstsøgende udstillingspublikum hastig forbi, og da han i 1886 døde, var han med det samme en glemt mand. For vore dages kunstinteresse er Piloty i Pinacotheket omtrent lige lidet fængslende som en hvil- kensomhelst bolognesisk manierist fra det 17de århundrede. Man forbauses over bil- ledernes omfang, noterer sig emnet og går videre. Så raskt strømmer udviklingens flod og så glemsom er efterslægten, at der nu til navnet Piloty alene knytter sig forestillingen om noget meget udstrakt og meget kjedsommeligt, om falsk pathos og theatereffekt, et malerisk skema uden liv og karakter. Og dog var det denne Piloty, som åbnede sluserne for den belgisk-franske på- virkning og ledede en malerisk strøm ind over det fortørkede tyske historiemaleri. Et blik på en af Kaulbachs fresker og på Pilotys Seni måler afstanden. Hist sam- menhobning og komplikation, her enkelhed og enhed. Hos den ene et linjestillads i et abstrakt rum, uden dybde og belysning, hos den anden farvemasser, som holdes sammen af en gjennemgående tone. Indenfor rammens firkant er der her en enhed i rum under en enhed af lys, en skala af skygger og halvskygger og fremspringende høidelys. Og tingene er malt med stofligheden for øie. Der er kanske ikke meget af sjæl °g følelse i billedet, men der er silke som er silke og fløil som er fløil, der er en bog som kan blades i og en globus, som er rund. Piloty havde ikke været franskmændenes lærling i ligefrem forstand. Hans op- hold i Frankrige og Belgien var kun kort. Men han havde gåt i den samme skole som det moderne franske maleri — lian havde studeret de gamle koloristmestere i gallerierne. Den tradition fra renaissancens og baroktidens store farvekunstnere, som klassi- cismen hovmodig havde slængt fra sig, den tog man nu op igjen. Rubens og Van Dyck, Tizian og Veronese, Ribera og Velasquez, Rembrandt og Van der Meer har snart den ene, snart den anden af dem ,— ståt fadder til den moderne malerkunst, hvorsomhelst den er frembragt i Europa. Det er de »gamle«, som har slåt det nit- tende århundredes kunst griffelen af hånden og git den en pensel i steden. — — Penselens suverænitet har ingen i tysk kunst hævdet med slig fyrighed og med slig en naivitetens selvfølgelighed som østerrigeren Hans Makart, Pilotys berøm- teste elev. 292