Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

 PILOTY — MAKART. Var Pilotys kunst med hensyn på åndsindhold triviel og overfladisk, så er Makarts komplet tanketom. Han er typen på den intellektuelt og moralsk utilregnelige sanse- lighed i kunsten. I fuldkommen uskyldighed malte denne pragtberusede enthusiast silke og lloil, kvindekjød og meloner, roser og skyer, amoriner og sølvkander om- hinanden i et væltende kaos af farver. Og vel at mærke, han malte det ikke som den store stillebensmaler, der med hele sin sjæl tilbeder naturen i stoffet og derfor, når han med opbydelse af al sin iagttagelsesevne maler stoffet, da maler sin sjæl gjen- nem stoffet. Makarts forhold til stoffet var den vanvittige ødelands, der sløser rig- dommene ud omkring sig, ude af stand til selv at nyde intenst af noget, men besat af trangen til yppighed. Dette menneske elskede hverken menneskene eller naturen eller kunsten, men der var et, han elskede: at ødsle med palettens farver. Og i denne lidenskab er han stor, er han enestående og symbolsk. Han er malerkunstens »for- lorne søn«, som i afsindig forfængelighed øder sin evne. Derfor var hans succes så enorm og hans eftermæle så slet. Som alle ødeland samled han hoben om sig, og hans korte kunstnerliv var en eneste triumf. Han, den fattige vagtmestersøn fra et slot i Salzburg, levede i Wien som en fyrstelig magnat, omgit af en eventyrlig pragt, i en sky af virak og kvindegunst. Hans liv er et liv i fest og rastløs produktion, som ingen kunstner har levet det siden Rubens’ dage. Og det var ikke bare i maler- kunsten, at hans pragtglæde manifesterte sig. Makart er den eneste kunstner i det 19de århundrede, hvis navn er blit klæbende ved en industriel blomstring. »Ma- kartstil«, »Makarthat«, »Makartbuket« er ord, som endnu har sin mening i behold. »Den tyske renaissance«, som fra München (og Wien) flød udover Europa sammen med de franske milliarder efter krigen, er en stilbevægelse, som er nøie sammenknyttet med Makarts kunst, der i sit væsen var en dekorationsmalerkunst. Derfor nævnes den ofte også med hans navn, om end münchener billedhuggeren Gedon snarere har gjort sig fortjent til den tvilsomme ære at være far til den »tyske renaissance«. — Makarts kunsthistoriske betydning er den, at han har sluppet farvens elemen- tære drifter løs i tysk malerkunst. Da de havde raset en stund, blev det nødvendigt at binde dem. Og det skede påny gjennem studiet af de gamle mestere. Nu havde malerkunsten fåt et »farvet legeme«, nu gjaldt det også at skaffe den en sjæl. Alene et intenst arbeide med formen kunde gjøre det. Makarts tegning havde været yderlig løsagtig, efter ham og Piloty kom der kunstnere, som tegned, som om de skulde ha gåt i skole hos Dürer og Holbein. Og det var netop det, de også gjorde. — En særstilling i münchener-skolen indtar Franz Lenbach. Denne den be- rømteste af alle tyske portrætmalere i nyere tid var en atelierkamerat og ven af 293