Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

TIL PARIS! Til deres atelierer søgte de norske i de følgende år. Som fugletræk om høsten bar det i 1879 til Paris. notiser og en snau og overfladisk udstillingsberetning i »Kunstchronik«, hvor nogle snese navne er noteret i flæng, er min kilde. Men jeg vil alligevel søge at stille en del af de kunstnere sammen, som kan tænkes at ha git udstillingen præg og værdi. Thi øieblikket, som markeres af denne ud- stilling, er kritisk i vor kunsthistorie — det øieblik, da norsk malerkunst efter en halvhundreårig afhængighed af tysk kunst svinger ind i nye baner -og træder i nært forhold til den franske kunst. Følgende kunstnernavne får tjene til at antyde det nye millieu: Millet synes ikke at ha været med. Herimod fremgår det af ovennævnte Bericht i Kunst- chronik, at Corot, Rousseau, Dupré, Diaz og Daubigny var staselig repræsenteret — den sidste sandsynligvis med sine seneste, halvimpressionistiske stemningslandskaber, som den dumme anmelder kalder for »die Kleksereien Daubignys«. Endvidere fandtes billeder af Troyon, Rosa Bonheur, Fro- mentin. Af yngre landskabsmestere, som fortsætter skolen fra Fontainebleau, finder man Français, Harpignies, Pelouse (som senere i Frankrige blev Kitty Kiellands lærer) og Segé (hvis landskaber Werenskiold endnu mindes som noget af det, der gjorde indtryk på ham). Courbet, som havde spillet en så stor rolle på udstillingen i 1869, synes ikke at ha været re- præsenteret. Han havde været i republikens unåde siden sin deltagelse i kommunen og var nylig død i landflygtighed. Den franske skoles overlegne tegnefærdighed og elegance i fremstillingen af det nøgne kvinde- legeme manifestertes af akademikernes anselige gruppe: Hébert, Cabanel {Malaria, Francesca da Rimini og Paolo Malatestas død), Bouguereau (Venus fødsel), Lefebvre (Sandheden og Overrasket Diana), Delaunay (Diana), Henner (Najader), Moreau (Orpheus) samt ved arbeider af billedhuggerne Dubois, Mercié, Delaplanche og Gautherin. Breton (Høstpige), Meissonier (Antibes), J. P. Laurens (Den østerrigske generalstab ved Marceaus lig) danner overgangen til naturalisterne, blandt hvilke fornemmelig Gaillard, Bonnat (Victor Hugo) og Carolus Duran glimrede ved sine portrætter. Roll havde sendt sin Silenfest, strålende af solskin, nøgne kvindelegemer og utøilet glæde. I hvilket omfang impressionisternes gruppe deltog, er vanskelig at bringe på det rene, da de tyske anmeldere neppe fandt det umagen værd at notere navne som Monet og Pissarro, selv om de forekom på udstillingen. Manet synes ikke at ha deltat. Med sikkerhed kan jeg kun nævne Caillebotte, Manets og Renoirs ven og impressionisternes mæcen, som har testamenteret sin herlige samling af deres billeder til Luxembourg-museet — selv en udmærket maler, en af dem, Weren- skiold fæsted sig ved på udstillingen. Af tyskerne gjorde foruden Menzel og Liebermann, som repræsenterte den ny tid, særlig Feuerbach (Titankamp og Medea), Böcklin (Kentaurkamp), Gebhard (Korsfæstelsen) og Lenbach (Bis- marck og Moltke) sig gjældende. Le.ibl havde sendt Ung bondepige (nu i Dresden) og tog desuden en af udstillingens guldmedaljer for sine tegninger. De fleste münchenermestere var selvfølgelig også repræsenteret. Endelig deltog hollænderen Mesdag, den tysk-engelske realist Herkomer og den ungarske pa- riser Munkacsy (Milton og hans døttré), samt af norske Gude, Ludv. Munthe, Normann og flere düs- seldorfere. 316