Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

FRANSK KUNST PÅ UDSTILLINGEN I 1879. Men først i 1878 begyndte det almindelige opbrud. Eilif Peterssen reiste hjem til Norge og blev hjemme en vinter, før han i 79 drog til Rom, hvor han først for alvor gav sig virkelighedsskildringen i vold. Heyerdahl, som havde succes på ver- densudstillingen med sin Adam og Eva, ilede derhen. Til Paris begav også Harriet Backer sig, høsten 78, og søgte Bonnats og Gerômes undervisning. Munthe vendte samme år hjem og kasted sig naturstudiet i armene. Andre var bare reist hjem på sommertur, men vendte ikke tilbage, da det rygtedes, hvad som tildrog sig i München. Det som tildrog sig, var franskmændenes deltagelse i den internationale kunst- udstilling i München i 1879. Da den åbnedes i juli måned, var Werenskiold endnu på pladsen. Seig og udholdende, som han er, syntes han vel, han ikke havde lært nok endnu. På ham gjorde udstillingen et overvældende indtryk, og han sendte den budstikke ud, at med München var det forbi. Forøvrigt gjorde udstillingen et stærkt indtryk på hele münchener kunstnerverde- nen. Naturalismens løsen lå uforløst på tungen, det gjaldt bare, at nogen udtalte det. Det gjorde den franske gruppe på udstillingen, og franskmændene blev kraftig sekun- deret af folk som Menzel og Liebermann.1) Rigeligt udlån fra statssamlingerne og efterslæt fra verdensudstillingen det fore- gående år havde gjort den franske gruppe sjelden fyldig og imponerende. Frankrige havde på udstillingen i 1878 vist verden, hvor staut og rankt det stod efter nederlagene på slagmarken. Nu vilde det vise den franske kunsts velstand i selve Bayerns hoved- stad (med preusserne kunde man jo ikke ha noget at gjøre!). Derfor havde man heller ikke været bange for at gribe tilbage i tiden. Af de tre sidste decenniers franske kunst var der gjort et udvalg, og lige til billeder fra firtiårene var tat med. Fon- tainebleauskolens mestere var endogså udstillingens kjærne. Efter det, som tyskerne var mødt med det foregående år i Paris, var der ingen fare for, at de »gamle fra Barbizon« ikke skulde virke moderne nok. Og udstillingen syntes anlagt på at dokumentere kontinuiteten i den franske landskabskunst fra Fontainebleaumalernes allerede klassiske landskabsskole til den moderne impressionistiske retning. Den ro- buste franske naturalisme, som var herskende kunstretning i figurmaleriet, var repræ- senteret af malere som Bonnat, Carolus Duran og den unge Roll, der i disse år stod som den mest iøinefaldende repræsentant for friluftsmaleri og naturalisme.2) 9 Menzels Jernvalseværk var udlånt fra galleriet, Liebermann vakte stærk forbittrelse ved sin radikalt naturalistiske fremstilling af Jesus i Templet og liavde desuden et par andre billeder Mark- arbeiderne og Gåseplukkersker, som røbede hans franske afstamning som kunstner. 2) En katalog over denne vigtige og meget omtalte udstilling har det ikke lykkedes mig at op- drive herhjemme. Udstillingsberetningerne i de kunsttidsskrifter, som har ståt til min rådighed, er mere end almindelig magre. Werenskiold, hvem jeg skylder mangt et vink til forståelse af denne de norskes mûnchenertid, har heller ikke bevaret synderlig mange navne i sin erindring. Spredte 315