Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

DE NORSKE I MÜNCHEN. sikkert endnu kjærere. Werenskiold eier hode, stort som et visitkortfotografi, som efter model. Som symbol kan det tjene, en liden blyanttegning af en gammel mands Heyerdahl tegned på i fulde fjorten dage at den samme maler, da han malte Adam og Eva, malte mærket efter strømpebåndene med på sin deilige kvindelige model. Det var til stor forargelse herhjemme, men det minder nu alligevel om de barnagtig- heder hos »primitive« mestere, som fryder os i gammel flamsk og italiensk kunst! Kunstnere er sjelden selv klare over, hvad eller hvem der har virket på dem, og det er vanskeligt nu af deres egen mund af få fuld rede på, hvor vidt f. eks. Leibls kunst har havt nogen ind- flydelse på de norske i München. Han havde jo allerede dengang trukket sig tilbage til sin landsby, og hans produktion var sparsom. Men af og til forekom der dog billeder af ham i Münchener Kunstverein, således vå- ren 75 Dachauerinderne og januar 78 Landsby- politikerne. Selv om en tåbelig kritik bare kunde se »et afskrækkende bevis på, hvorhen den grænse- GERH. MUNTHE 1877. løse trang til det ny for enhver pris kan føre end- også den mest begavede kunstner«, så har dog sik- kert ikke Leibls geni gåt de norske malere forbi. Om ikke direkte, har hans realisme og tonemaleri virket ad omveie.1) Luften i München var fuld af spænding, som voldte uro. Sikkert havde de norske akademielever, som reflekterte dybere, fremfor alle Werenskiold, fornemmelsen af noget uholdbart og udglidende ved grundlaget for den herskende akademiretning. Den PiLOTY’ske kostumesvindel og Makarts farveorgier var de bedste af dem forhadt. Lindenschmits bravour, hans skrofuløse RiBERA-tone i kjødfarven og hans pragtkolorit med fremherskende gult f. eks. var også manér.2) Og den strengere, arkaiserende retning, som Lofftz repræsenterte, blev i længden for mager for disse temperament- fulde unge. Førøvrigt så de rutinen brede sig voldsomt rundt omkring, og den holdt på at smitte deres egen kreds. Flere synes da også at ha havt fornemmelsen af ånde- nød og indset det tjenlige i at komme bort. Sinding var reist hjem allerede i 75, Wergeland havde været en tur i Paris og set nyere kunstretninger. x) Werenskiold står uden tvil i gjæld til Leibl som bondeskildrer, og et billede som Heyer- dahls Portræt af Laura Gundersen forekommer mig afgjort at tale med Leiblsk accent. 2) Efter hvad Werenskiold har fortalt mig, hændte det, at Heyerdahl blev bortvist fra hans atelier på grund af en drastisk udtalelse om karnationen i mesterens billeder. 314