Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

THOMAS FEARNLEY. virke forvirrede og forivrede, Dahls billeder. Fearnleys bedste billeder er med over- legen og bevidst kunst bygget op som komposition og med mesterlig beherskelse stemt sammen i en hel og sikker tone. Kun er denne tone i en del billeder vel hård, som en stemme med en lidt skarp metalklang. Hans kolorit er egentlig ikke rig, og hans maleriske foredrag blir formelig tørt ved siden af den yrende livfuldhed i Dahls pensel. Det ser man f. eks. i Thorvaldsens museum, hvor en Dahl og en Fearnley hænger ret overfor hinanden, tilmed en mindre god Dahl (et fantasilandskab) og en udmær- ket Fearnley (Labrofossen). Men tegning og formgivning er hos Fearnley næsten altid ypperlig, fast og overlegen. Hans billeders indhold er altid betydeligt, og han udtryk- ker det, han vil, med imponerende ro. Han var en ligevægtig og lykkelig natur. I Kunstmuseet i Kristiania hænger det billede, som heder Slindebirken, og som skildrer det samme kjæmpetræ ved Sognefjorden, som også Dahl gjentagende har malt og Welhaven besunget. På kjæmpehaugen ved den blanke fjord står den hundreder af år gamle bjærk med svulmende rødders dybe greb i jorden. Sin vældige krone folder den ud mod kvældshimlen og mod fjordens guldspeil, bronceagtig mørk på den klare grund. Bagenfor runder sig strandlinjen mygt og blidt til en vig. Ingen båd spalter fjord- speilet. Men på haugens top står et vennepar vendt mod aftenglansen. Ganske små tegner de to mennesker sig sort mod fjorden indunder en af kjæmpetræets armer. Men man ser på dem, at de er hensunket i naturandagt. Slindebirken er et digtet billede, noget mellem en folkevise og en salme i farver. Der synger en høi og klar tone af fred og andagt ud fra dets simple linje og varme dybe farve. Der er her et sværmeri i Fearnleys natursyn, som er blødere end Dahls naturlyrik, mere i slægt med Gaspar Friedrichs romantiker-mystik og religiøse natur- betragtning1). Slindebirken er her gjengit efter en egenhændig radering af Fearnley (side 39). Men Fearnleys hovedværk er hans Labrofos, som han malte for Nationalgalleriet i Kristiania. En vandrig elv løber lige imod i bredt skummende fald. En død fiiru strækker sine golde grene op mod en lav og truende uveirshimmel. På begge sider mørke masser af nåleskog, som mod baggrunden hæver sig til åsrygger. Våte skyer soper over dem. Fremme i elven har en tømmerstok fæstnet sig i en strømhvirvel. En ørn er dalet ned på den. Det eneste levende væsen i ensomheden. Men nærmere fremme ved 9 Med disse linjer foran mig i korrektur ser jeg, at også dr. Andreas Aubert, som er så for- trolig med Friedrichs kunst, udtaler noget lignende i sin biografiske skisse af Fearnley til hundre- årsudstillingen. 42