Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

THOMAS FEARNLEY. Fearnley tilbage til London igjen. Her blev han optat i de ledende kunstnerkredse og fandt sig så vel tilrette, at han blev i England og Skotland i halvandet år. Det var under dette engelske ophold, at Fearnley malte nogle af sine bedste billeder som Labrofossen, i Kunstmuseet, og Romsdalshorn, på Rød herregård ved Fred- rikshald, begge fra 1837. Året efter malte han den række af fortrinlige studier fra Cumberlandske søer, som var at se på udstillingen. I de følgende 2 år var Fearnley hjemme i Norge igjen, det længste af hans op- hold her. 1 1839 blev Slindebirken til og det store skoglandskab med et lidet sagværk ved elvestryget, som eies af prinsesse Therese på Haga slot i Sverige. Under dette op- hold malte han også nogle af sine skjønneste naturstudier som f. ex. den deilige melan- kolske farvestemning fra Graven i Hardanger og fossestryget ved Akerselven (side 38 og 37). Man ser det, ikke mindst på studierne fra disse år, hvorledes Fearnley var i fuld udvikling som kolorist, og hvorledes engelsk kunst, og ganske særlig den største af alle engelske landskabsmalere, Constable, havde virket på ham. Constable selv har han neppe truffet; han døde, netop som Fearnley kom til England. Men Fearnley fører nu en friere og bredere pensel end nogensinde før, og hans farve, som tidligere, især i de større billeder, kunde ha noget tyndt og hårdt, blir fra nu af ganske anderledes flydende, varm og rig. Senere har sikkert også samværet med den bekjendte düsseldorfermaler Andreas Achenbach under en studiereise på Vest- landet i 1839 git denne koloristiske tendens et nyt fremstød, og kanske mere end godt var. I sine billeder kan Fearnley, som før var så klar og kjølig og fast i form, også falde ind i den fede oljede malemåde, som tog slig overhånd hos koloristerne i Düs- seldorf. 1840 gifted Fearnley sig, bodde vinteren efter i Amsterdam og flytted i 1841 over til München med tanken at bli boende der. Men knapt havde den lille familie indrettet sig i sit nye hjem, før Fearnley faldt i en nervefeber, som tog hans liv. Han var da ikke fuldt 40 år gammel. Tabet for norsk kunst var svært og skjæbnesvangert. Som specifik malerisk begavelse når Fearnley ikke op i høide med Dahl, men som skabende og digtende kunstner var han ham i alle fald fuldt jævnbyrdig, og neppe nogen norsli landskabsmaler har stillet sig høiere mål. Henrik Wergeland siger i sin karakteristik af de to kunstnere i Berømte Nord- mænd: »Dahls malerier vise et skarpere profileret, et selvstændigere Geni.« Det el- rigtig set, men ingen afgjørende dom. Dahl har ofte svækket virkningen af sine billeder ved en overdreven detaljop- hobning, som hans levende naturfølelse ikke kunde nægte sig. De kan undertiden 41