Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

TYSK MALERKUNST — NAZARENERNE. historiker, Winckelmann. Som antikens begeistrede lærling trådte han frem og kræved natur og sandhed af en kunst, som var grånet under bukkelparykken og nu var en gjenganger blot af den glade rococo. Og den første kunstner, som gjør revolutionær bedrift i nyere tysk kunst, det er en tankemaler som Carstens, et geni af en billedkunstner, som vilde være maler, men som hverken kunde tegne eller male. En mand med høie ideer til billeder, som kasted sig ned for antiken og for Michelangelo for at befri sine tanker til form, men som aldrig helt evned at forløse det, som kjæmped i hans hjærne. Andre antikbegeistrede kunstnere følger Carstens i kamp mod rococo-reminiscen- serne. Men den religiøse følelsesreaktion mod revolutionstidens fornuftdyrkelse og klas- sicisme bryder tidlig frem med stor inderlighed og i følge med anden romantik. Men hjælpeløs og uselvstændig, så snart den skal finde billedligt udtryk. En hel skole danner der sig af »vakte« kunstnere — nazarenerne. Kunstnere, som danner et broderskab på de kristelige ideer; de føler eller prøver at føle overfor sin kunst lig middelalderens kunstnere, som villig gav sig ind under religionens og kirkens herredømme. Præraffaeliterne er de blit kaldt, fordi de sympathisered med alle katholske tendenser før den hedenske humanisme, den de trodde begyndte i kunsten med Raffael. Men navnet er for så vidt misvisende, som de tyske præraf- faeliter (i modsætning til de senere engelske) har lært mere af Raffael end af nogen anden kunstner på jorden. I sine billeder formelig hærmer de efter denne kunstners ungdomsproduktion og efter de malere, som han i sin ungdom søgte at efterligne. Også præraffaeliternes kunst er et produkt af den tyske hjærne og malerisk et vidnesbyrd om det svagelige tyske øie. Den er, som det meste af tysk maleri, en litterær stuekunst med lange omveie til naturen. Alligevel har den sin store kunst- historiske betydning. Nazarenernes »vagthed«, deres omvendelseshistorier, deres dog- matiske motivkreds og klosterliv har kunsthistorisk en ganske underordnet betydning. Alt det havde ingen levekraft og filt ingen fortsættelse udover modeperioden. Men deres betydning for kunstens inderliggjørelse er stor og heldbringende. Med sin naive eller forcerede enfold gjorde de det af med rococo-spøgelset. De førte kunsten ud af den forlystelses-rolle, som rococoen havde ført den ind i, og med sine ethiske fordringer også til stilen strammed og hærded de linjen i al tegnende kunst, som rococoen havde slappet. De reiste et krav på kyskhed i al kunstnerisk udtryksmåde, som kanske var mere jomfrueligt end mandigt, men som i alle fald rensed ud megen gammel løsagtighed både i tegne- og malekunst. I sammenhæng med præraffaeliternes syn stod også det, at de i modsætning til rococoens fede oljeteknik valgte at gribe tilbage til den gamle freskomaling, som er klar og fast og kjølig i tone og holder penselen i tømme under linjens tugt. Sit kunst- 66