Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År
Forfatter: Jens Thiis
År: 1904
Forlag: John Griegs Forlag
Sted: Bergen
Sider: 316
UDK: St.f. 75(48)Thi
En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
TYSK MALERKUNST.
nykalkede murflader til at male sine tanker på al fresco. Ti en grublende og præ-
kende tankemaler var Cornelius med trang til vældig bedrift. Men da kong Ludvig
— ikke uden grund havde yttret, at Cornelius ikke kunde male, bad den meget
selvbevidste hofmaler om sin afsked og drog til Berlin, til en ny konge, som havde
brug for ham. Her udførte han de vældige kartoner, som aldrig blev til billeder, men
som findes i Nationalgalleriet i Berlin, og hvoraf ialfald en — De apokalyptiske ryttere —
vel ikke let slettes ud af verdenskunstens elementære historie.
Cornelius malerkunst er en digters kunst, som rider vingehesten i svimlende ridt
gjennem høie tankeregioner, men tynges af overvægtige byrder, som ikke hører billed-
kunsten til. Hans genialitet er ubestridelig. Ånden i hans kunst er »glødende og streng«
som i Dantes kunst, og hans vilje til vælde er i slægt med Michelangelos. Men
han blev ingen stor maler. Hans kunst er dybsindige frembringelser af en stærk
hjæine, som i sin skabende trang er helt umodern. Men tankerne har ikke reist sig
som levende skikkelser for hans indre syn, de har ikke materialiseret sig, som de gjør
det i den fødte billedkunstners fantasi. Kun gjennem en svær intelligensproces er
tankestoffet nådd frem til formen. Derfor er der så meget usmeltet i hans form;
reflektionens slagger er blit hængende ved og gjør den uklar. Og man føler de for-
skjellige forbilleder bagenfor fra antiken og renaissancen — ligefra Raffael til Dürer.
Det er muligt, at Cornelius i en lykkeligere tid og i et andet land end det spe-
kulative Tyskland kunde ha blit en af dem, som skriver kunsten nye love af den
kulge gyldighed. Som han blev, står han som et geni, som næsten forekommer os
at ha grebet feil af sin udtryksform. Ti hans kunst udgjør tilsammen et individua-
listisk symbolsli tankesystem snarere end en verden af mennesker og følelser.
Især er koloriten i hans fresker en forfærdelse for en mere følsom malerisli sans,
med de voldelige sammenstillinger af skingrende himmelblå og zinoberrøde gevanter
°S en joidslåt, skidden-rødgul karnation. Hans foragt for det maleriske var så vidt-
dreven, at han oftest lod elever male for sig. Kartonen var det eneste som interesserte
ham; i den blev tankerne støbt. Og det kan umulig nægtes, at Cornelius i sine
bedste ting er en mandig og kraftfuld tegner, selv om han ofte komponerer for ind-
viklet og er for omstændelig i sit udtryk. Hans kunsts ideindhold er også ofte indviklet,
men undertiden sublimt, næsten altid dybsindigt og imponerende ved alvor.
Hans talent havde meget af profetsteilheden, men ikke den store overtalelsens
gave. Han samled en stor skare af elever om sig; men hans tankeverden var hans
egen personlige eiendom, og i formens verden kunde han lidet lære dem. Derfor
oveileved heller ikke hans »skole« ham selv. Og nu er Cornelius en af de kunstnere,
som nyder historisk høiagtelse, men som få kjender og ingen elsker.
68