Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

TYSK MALERKUNST. nykalkede murflader til at male sine tanker på al fresco. Ti en grublende og præ- kende tankemaler var Cornelius med trang til vældig bedrift. Men da kong Ludvig — ikke uden grund havde yttret, at Cornelius ikke kunde male, bad den meget selvbevidste hofmaler om sin afsked og drog til Berlin, til en ny konge, som havde brug for ham. Her udførte han de vældige kartoner, som aldrig blev til billeder, men som findes i Nationalgalleriet i Berlin, og hvoraf ialfald en — De apokalyptiske ryttere — vel ikke let slettes ud af verdenskunstens elementære historie. Cornelius malerkunst er en digters kunst, som rider vingehesten i svimlende ridt gjennem høie tankeregioner, men tynges af overvægtige byrder, som ikke hører billed- kunsten til. Hans genialitet er ubestridelig. Ånden i hans kunst er »glødende og streng« som i Dantes kunst, og hans vilje til vælde er i slægt med Michelangelos. Men han blev ingen stor maler. Hans kunst er dybsindige frembringelser af en stærk hjæine, som i sin skabende trang er helt umodern. Men tankerne har ikke reist sig som levende skikkelser for hans indre syn, de har ikke materialiseret sig, som de gjør det i den fødte billedkunstners fantasi. Kun gjennem en svær intelligensproces er tankestoffet nådd frem til formen. Derfor er der så meget usmeltet i hans form; reflektionens slagger er blit hængende ved og gjør den uklar. Og man føler de for- skjellige forbilleder bagenfor fra antiken og renaissancen — ligefra Raffael til Dürer. Det er muligt, at Cornelius i en lykkeligere tid og i et andet land end det spe- kulative Tyskland kunde ha blit en af dem, som skriver kunsten nye love af den kulge gyldighed. Som han blev, står han som et geni, som næsten forekommer os at ha grebet feil af sin udtryksform. Ti hans kunst udgjør tilsammen et individua- listisk symbolsli tankesystem snarere end en verden af mennesker og følelser. Især er koloriten i hans fresker en forfærdelse for en mere følsom malerisli sans, med de voldelige sammenstillinger af skingrende himmelblå og zinoberrøde gevanter °S en joidslåt, skidden-rødgul karnation. Hans foragt for det maleriske var så vidt- dreven, at han oftest lod elever male for sig. Kartonen var det eneste som interesserte ham; i den blev tankerne støbt. Og det kan umulig nægtes, at Cornelius i sine bedste ting er en mandig og kraftfuld tegner, selv om han ofte komponerer for ind- viklet og er for omstændelig i sit udtryk. Hans kunsts ideindhold er også ofte indviklet, men undertiden sublimt, næsten altid dybsindigt og imponerende ved alvor. Hans talent havde meget af profetsteilheden, men ikke den store overtalelsens gave. Han samled en stor skare af elever om sig; men hans tankeverden var hans egen personlige eiendom, og i formens verden kunde han lidet lære dem. Derfor oveileved heller ikke hans »skole« ham selv. Og nu er Cornelius en af de kunstnere, som nyder historisk høiagtelse, men som få kjender og ingen elsker. 68