Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

CORNELIUS - KAULBACH. Den fortsættelse, som Cornelius’ monumentalmaleri filt i Wilhelm Kaulbachs kunst, var en neddragning til plathed og haltende realisme. For Kaulbach gjorde ikke andet end at oversætte Cornelius’ vanskelige og ophøiede idealisme til »den dannede almenheds« filisterdialekt. Stilen forfusked han med en tilsyneladende naturalisme, som i virkeligheden bare var en grovere effektjagt, og med en halvfordulgt lystenhed, som griner frem bag pathosen. Forøvrigt var hans kolossale, udpønskede verdens- historie-billeder endnu mere Gedankenmalerei end forjængerens, spækket med allegori og uvedkommende lærdom. Men det var netop en slig professorkunst, som passed for tidens lærde filisteri. På vore dages mennesker må Kaulbachs umådelige historiefresker i Berlinermuseets trappehal nødvendigvis virke frastødende. Ja, de er rent ud sagt en tort og en prø- velse at passere på veien til og fra kobberstiksamlingens skatte af gammel kunst. Cornelius’ mange andre elever er glemt, og med Kaulbach tar münchenerskolens storagtige tankemaleri en ende. En reaktion både mod nazarenernes magre tegnekunst og mod müncheneridealis- mens tankekartoner måtte komme. En slig principmæssig ligegyldighed overfor de egentlige midler, som maleriet har at virke med, måtte naturnødvendig slå om i en ny måde at male på. Og den ny måde var ostentativt koloristisk. Overfor det, som med et slagord kaldes monumental stil i maleriet, var den ny retning enten ligegyldig eller fiendtlig. Det begyndte med landskabsmalerne. Allerede Rottmann var på det rene med det, at det var maler, han skulde være, og tiltrods for alle sine principer om stilise- ring og linjekunst kolorerer han endogså voldsomt. Men arnestedet for den kolo- ristiske opposition og det ny kunstsyn blev dog ikke München, som foreløbig havde udspilt sin rolle, men Düsseldorf. 69