Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

Hvorfor netop Düsseldorf, denne halvstore, traditionsløse provinsby, som hverken var residensstad eller brændpunkt for åndeligt liv, blev stedet for den mest populære tyske malerkunst fra 30-årene af og fremover i mange år — er vanskeligt at forklare. Ganske vist fandtes der fra det 18de århundredes slutning et malerakademi i Düsseldorf som i så mange andre tyske byer. Men det må snarest tilskrives en til- fældig ansamling af kunstnere, som kom andensteds fra, særlig fra Berlin, når dette akademi under berlineren Schadows ledelse nu gilt en pludselig blomstring imøde. Schadow var, om ikke netop en særlig fremragende maler, ialfald en betydelig personlighed og en lærer, som eleverne nødig skilte sig fra. Med ham kom også fra Berlin Bendemann, Sohn og Hildebrandt og senere schlesieren Karl Friedrich Lessing. Før den skandinaviske kunstnerkoloni begyndte at gjøre sig gjældende i Düssel- dorf, var det hovedsagelig disse figurmalere, samt to landskabsmalere, brødrene Andreas og Oswald Achenbach, som kasted glans over skolen i Düsseldorf. Kort udtrykt er det tre ting, som særtegner düsseldorferskolen: Den var oljemalernes protest mod tegneriet. Den var romantikens lange efterbølge, som her gled tamt ud i realisme. Den var borgerskabets kunst — en kløgtig og lidenskabsløs, gemytlig og senti- mental kunst. Düsseldorferkunsten var borgerskabets kunst. Fra først af havde vistnok skolen i Düsseldorf et rent og blot teknisk program. Men dette program faldt så væsentlig sammen med folks almindelige ønsker og krav, at det snart kom til at dreie sig om ganske andre ting end tekniken alene. Folk begyndte rent ud sagt af malerkunsten at forlange — maleri. Og hvorfor ikke oljemaleri i ramme på dagligstuevæggen? Det kunde være bra nok med al den allegori og Wellgeschichte på favnelange kartoner og gadelange murfaçader. Men man 70 MM