Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

DÜSSELDORFERSKOLEN - BORGERSKABETS KUNST. vilde dog gjerne også ha lidt for sin egen stue: et livagtigt lidet kabinetstykke i guld- ramme med en lykkelig moder eller en sørgende enke eller en melankolsk solnedgang. Især i Düsseldorf, hvor man hverken havde monumentalbygninger til at male fresker på eller nogen konge til at bygge dem, måtte man af kunsten forlange noget andet. For til gjengjæld havde man her et velhavende borgerskab, som intet havde imod at »støtte kunsten«, når der kunde være lidt hygge ved den. Fra gammel tid havde suverænerne været kunstens beskyttere og befordrere. Fyrster havde gjennem århundreder sat sit præg på kunsten. Men fra det øieblik, da den første Kunstverein med billedudlodninger blev dannet i Halberstadt i 1828, begyndte suverænernes magt over kunsten at vakle. Kong Luovig I af Bayern blev den sidste fyrstelige mæcen i stor stil for tysk malerkunst. Og længe før sin død så kunsthistorikerkongen i München sig fortrængt fra sin hædersplads som den tyske kunsts Mæcenas. Det var fænomenet Kunstverein, som succederte ham. Med forbausende hurtighed havde nemlig tanken fra en Halberstadter-hjærne ynglet, og ved århundredets midte fandtes der i Tyskland knapt nogen by, som esti- merte sig selv, uden at den havde en kunstforening. Det er klart, at dette ikke blev uden betydning for malerkunsten selv. Det var ikke længere fyrsten eller hans betroede geheimeråd, som åbned og lukked pungen for kunsten, det var borgerskabet. Og borgerskabet havde ikke bare penge i pungen, men også sine egne tanker om, hvordan det vilde ha sin kunst til at se ud. I kunst- foreningerne havde borgerskabet fåt et organ for sin mening. Denne nye faktor må tages med i regningen, når man vil forklare omslaget i den tyske kunst, omslaget fra idealisme og monumental stil til en romantisk oppudset halvrealisme og en glatstrøgen kabinetbillede-teknik. Og særlig er det ganske nødven- digt at regne med denne faktor, når det gjælder düsseldorferskolen. For spør man: hvilke forudsætninger havde Düssseldorf for et kunstliv? Hvor- ledes kunde det gå til, at en hel ny skole, en ny kunstretning udgik herfra? Hvorledes kunde denne lille Rhin-by uden hof, uden universitet, uden et vågent åndsliv, uden et galleri af gamle mestere1), uden naturskjønne omgivelser bli et kunstcentrum for Tyskland, som endogså drog Skandinaviens og Amerikas malere til sig? — Så er svaret: Düsseldorf havde en velhavende kjøbmandsstand, en opblomstrende industri og — en kunstforening. ’) Indtil 1806 eied Düsseldorf det mest udsøgte fyrste-galleri i Tyskland. Men under Napoleons- krigene blev den hele samling tusket bort af den fyrstelige eier og kjørt til München på 12 svære vogne for at indlemmes i Pinakotheket der. 71