Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

BORGERSKABETS KUNST. Det er iøinefaldende nok, at det er fortrinsvis kvindelige skikkelser fra digte- kunsten, som er særlig velset i düsseldorferbillederne, og navnlig de mest usammen- satte karakterer med et blødt og sødt gemyt. De to Leonora’er fra Goethes »Tasso« er ganske særlig afholdt, fordi de begge er slige mønstre på skjønhed, ånd og ædelhed, at ifald man ikke har en afgjort pas- sion enten for brunetter eller blondiner, er det lige vanskeligt for beskueren at gi nogen af dem fortrinet, som det var for Tasso selv. Og når der så dertil kommer, som i Sohns billede i Kunstmuseet i Kristiania, en guitarspillende yngling, som fore- stiller Tasso, og som kappes med de to damer i feminin skjønhed og ynde, så blir problemet næsten for indviklet. Der var i det hele tat ikke grænser for, hvad tiden kunde fordøie af ynde i kunst. Ynden havde omtrent samme gyldighed og næsten lige stort fortrin, enten det gjaldt at fremstille barn eller kvinder eller mænd, indenfor en rimelig alder. Selv skurker måtte ikke gjerne være helt uyndige i sin optræden. Og landskab og dyr havde i den henseende samme forpligtelse som mennesker og engle. Egentlig var i den ældre düsseldorferskole idyllen og elegien de eneste passende sindstilstande i kunsten. Før Lessings optræden var der meget få malere, som indlod sig på mere dra- matisk bevægede optrin, endsige på skildringen af det i menneskelivet, som kan virke gribende eller rystende ved uhygge. Tidemand stod midt i udviklingen. Hans ungdoms produktion er helt overveiende idyllisk med anstrøg af mild melankoli. Først i sine ældre år gir han sig i kast med de stærkt bevægede optrin og de lidenskabelige følelser. Ved siden af det idylliske og sentimentale var det humoristiske høit skattet af düsseldorferkunstens publikum, især i skolens senere udviklingsfase. Men humoren er gjennemgående af en fersk, gemytlig art. En eneste virkelig satiriker kan dog skolen opvise, Schrøter. Da det blev denne kunstner vel lummert mellem de »sørgende jøder ved Babylons floder«, de »sørgende kongepar ved havet« og den øvrige grædende befolkning i düsseldorferkunsten, gav han efter for sin trang til munterhed og malte som en parodi »sørgende garvere«, som ser sine skind flyde afsted på elven. Og da virkelig folks sunde sans trængte til en forløsning, gjorde hans spot lykke, og Schrøter blev professor på sine garvere. Men alt ialt må det siges, at neppe har i nogen anden af århundredets kunstskoler den forlorne humor havt en så bred plads som i denne skole. Det er forholdsvis sjelden og først hos malere som Knaus og Vautier, at humoren er af en finere art. Gjennemgående er den for grovkornet tydelig til at være vittig og for anekdotisk til at være malerisk, og aller oftest er den bare banal eller stupid gemytlig. Efter en vir- 73