Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

DÜSSELDORFERSKOLEN. li stor var interessen for, hvilke kunststykker man indenfor atelierets vægge kunde udføre ved hjælp af pensel og palet samt en række flasker med oljer og vernis. »Hvilken glæde hersked der ikke i Jerusalem — skriver en samtidig, begeistret skildrer af düsseldorferskolen1) — når den ene eller den anden af akademimestrene havde fundet en ny virkning af nye koloristkunster! Sligt noget gik gjennem alle regioner. Historiemaleren som landskabsmaleren benyttede den nye opfindelse. Og således er da ikke alene med hensyn til billedernes stoflige indhold, men også i farve- givningen hin sælsomt barnlige og dog så yndefulde overensstemmelse i deres arbei- der fremkommet, som i de dage tiltalte det tyske publikum så fortræffelig«, føier den gamle atelierkat fornøiet til! Er det ikke, som man føler den terpentinduftende atmosfære, hvori denne »skole« arbeided, og med engang begriber den forunderlig individualitetsløse ensartethed i skolens malemåde? Naturligvis var der i düsseldorferskolen, hvis historie strækker sig gjennem et halvt hundreår, en udvikling, også i kolorit. I skolens senere levnedsløb fik udenlandsk malerkunst indflydelse på den, særlig de belgiske kolorister og enkelte af den franske malerkunsts romantiske virtuoser som Decamps, Isabey og Gudin. Og der er selvfølgelig en udvikling fra Schadow og Schirmer til Achenbach og Gude, eller fra Sohns sødladne og slikkede kolorering til Lessings alvorlige og mandige kunst. Men et særkjende for hele düsseldorferskolen er den varme, rødbrune farve og den fyldte, oljede pensel. Allerede på Dahls tid er farven i deres billeder det, han med uvilje kalder »Düsseldorfernes forbrændte rødlig gule kolorit«. Og i den tid, de norske malere gik i skole i Düsseldorf, blev malemåden stadig varmere og mere »pastos« og bastant og fed af olje. Vi kjender det allerede fra Cappelens og en del af Gudes billeder, men især Ira Morten Müller og de andre sene düsseldorfermanierister. Og endda virker de norske düsseldorferes billeder gjennemgående friskere og lysere end tyskernes, fordi de unge nordmænd gik til arheidet med et mere uhildet øie end deres gjen- nemæsthetiserede tyske kammerater. bor spør man om grunden til denne mørke og overdrevent varme, brunt til- sausede kolorit, som düsseldorferne yndede og deres publikum fandt så meget behag i, så blir man stående ved den forklaring, at den havde sit udspring i en æsthetisk fordom. Fordommen mod det klare friluftslys med dets blålige og kolde reflekstoner. J) Wolfgang Muller von Königswinter: Düsseldorfer Künstler aus den letzten fünfundzwanzig Jahren. Leipzig 1854. 84