Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

KOLORIT OG TEKNIK — DAHLS DOM. Og denne fordom grunder sig igjen på den feiltagelse, at de gamle malere skulde ha malt ligeså mørke og gulnede billeder som dem, man nu ser i gallerierne. Den mo- derne restaurationskunst har vist, at dette ikke er tilfældet. Ved rensning er det godt- gj°r( at den store mængde af gamle billeder, såvel hollændernes som italienernes, oprindelig har været betydelig lysere og koldere i farven end de nu synes, og at den skattede mørke og gulbrune »galleritone« i de fleste tilfælde skyldes en hornagtig hinde af diverse lag gammel vernis, indsat med smuds. Men for publikums bevidsthed var den »behagelige« varme tone uundværlig for al velopdragen malerkunst. Midlet til at opnå den var nemt nok: en undermaling i terpentinfortyndet brunt, casselerbrunt eller asphalt (fransk: bitume), dette universalmiddel, som düsseldorfere og senere münchenere brugte i sin malerkunst omtrent med samme ødselhed som eng- lænderne bruger den brune worchester-sauce i sit kjøkken. For yderligere at lunke på de kolde partier, særlig blåt og grønt, som var misliebig i sin renhed, fik endelig det færdige billede en dæmpende varm lasur, en overstrygning med en yderst for- tyndet varm farve. Det er klart, hvorledes mangen en fint iagttaget nuance i naturstudiet måtte drukne i denne tilsausning. Værre var imidlertid det, at tilbøieligheden for de varme farver ofte udarted til den fuldstændige mangel på tone, en ren svir i kulører fra palettens varmeside. Særlig møder man denne overdrevne kolorering i figurbillederne, som svært ofte er illumineret med ubehersket rødt og gult, ofte i vulgær sammenstilling med blåt i dragterne. For ansigtets hudfarve var recepten: gult i lyset, rosa i halvtonerne og klart brunt i skyggedybene. Man kommer til at tænke på et transparent med en lysende lampekuppel indeni. For denne tendens mod en sødladen og simpelt broget kolorit kan ingen und- skyldning hentes fra gammel kunst. Det er vanskeligt at tinde nogen anden forklaring på fænomenet, som er altfor hyppigt til at være tilfældigt, end den lidet tiltalende, at maleren har spekuleret i en plump publikumssmag. Kunstforeningerne og kunst- handlerne begyndte tidlig at korrumpere malernes smag. Dahl siger det da også gang på gang lige ud, når han i breve nævner »den skole, der i Norge er som den alene saliggjørende kirke«. Så taler han om düsseldorferskolen så tidlig som i 1846 i et brev til Baade. Og i et brev til Reusch, dateret 1851, moraliserer han således: »Hovedsagen med at see fra Tid til anden det, der frembringes i Udlandet, er at opfreske vore egne An- skuelser og faa gode, rene Principper. Men naar Principperne ere, for Størstedelen, fordærvede, kan sligt skade det uskyldige Talent. Vogte man sig for slige falske Briller, 85