Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

DÜSSELDORFERSKOLEN. som farver ait rødt og gult, uden at tage noget andet Hensyn end at behage den store Masse, der let lader sig blende af en koket Glands.«1) »Det undrede mig — skriver han i 1850, da han havde besøgt hovedstadens kunstforening og galleri — at man i Christiania ei kjøbte af de danske Malere, men kun Tydske, især Dysseldorfere, hvor der visseligen er mange fortræffelige, — men og maadelige Konstnere, der ogsaa veed at slaa Plader. Skolen i Dannemark er langt renere og mere naturtro end i Tydskland i Almindelighed nu til Dags.« Og selv om han også hos danskene savner fantasi, finder Dahl dog deres nøgterne naturalisme »mindre fordærvelig end at løbe efter Publikums Smag, som nu tildags vil se alting gult og varmt — ingen blaa Luft — graagrønt — ja brune Skyer — sammensatte Compositioner, Sliil, Stemning, kort det samme, som for 200 Aar siden bragte Konsten ned til blotte Dekorationer. For dette — og det er Tidens Krav — vogte man sig!« Dahls advarsler var ingenlunde ubegrundede. Det godtgjorde tilfulde den senere udvikling af düsseldorfermaleriet, navnlig i tiden, efterat Gude havde forladt akademiet °g byen. Skolen gik da den rene koloristiske udartning imøde. Ingensteds trivedes som her den forretningsmæssige humbugmaling i kunsthandlersold. Den stadig sti- mulerede effektjagt gjorde samvittighederne sløve for midlerne. Med stigende uvilje vendte da også den yngre slægt sig bort fra denne »kolorist- skole«, som var lige usmagelig i sin lunkne sødme, som den var frastødende i sin spraglede pragt. Men i denne bedærvede kunstatmosfære, hvorfra Hans Gude i tide var flygtet, vedblev i 70 og 80 årene endnu en fremragende norsli kunstner at leve, selv ikke usmittet, men ragende op over den og med blikket hæftet mod nye maleriske mål — koloristen Ludvig Munthe. O Aubert, Professor Dahl, s. 378 ff. 86