Om Begrebet Nøjagtighed
Med særligt Hensyn paa Hr. Prof. Steens "Bidrag". Efterskrift til "Philosophie og Mathematik"

Det saaledes behandlede Mathematifle kan saa, hvor- meget Hr. Prof. St. end uleiliger sig, dog alligevel ikke lps- rives fra det Philosophiske. „Den gruelige Maade, hvorpaa Taylors Formel", for nu at sige det anden Gang, „be- handles, og den gruelige Anstrængelse Hr. Prof, har gjort, for ved denne Behandling at blive det Philosophiske aldeles qvit, har ingenlunde ført til det forpustede Resultat. Sæt- ningen om den videnskabelige Methode som den, hvis uende- lige Formidling paa een Gang skyldes „ben nødvendige Sag- bevcegelse og den frie Tankebevægelse", hænger i; selv efterat Hr. Prof, ved at opgive „den nødvendige Sagbevcegelse" har splittet og deelt og dreiet og vendt og optrevlet hver Thddel saalcenge, indtil det Hele ved hans „frie Tanke- bevægelse" er blevet tit ZErtehalm, kritisk-mathematisk LErte- halm: vil Sætningen om den videnstabelige Methode, hvor ivrigt og hceftigt Hr. Prof. Steen end ryster Halmen i sit „Bidrag", mærkeligt nok, ikke lade sig afrhste. „Det skal kun nævnes", siger Hr. Prof. („Bidr." S. 39), „at den Udvikling, som Forf. efter Ramus giver, paa ingen Maade er med Nødvendighed given ved Sagen selv og „den frie Tankebevægelse", hvilket bedst sees deraf, at det af Ramus opstillede Beviis er ham ganske eiendom- meligt *), hvorimod Taylors Formel, som skriver sig fra 1715, forhen er fremkommen og beviist paa andre Maader". Gyldne Ord! her er Noget at lære. Naar der altsaa for een og samme Læresætning gives to, tre, maaskee fire lige tilstrække- lige Beviser: hvad beviser saa dette? Ja, det beviser, at intet af disse Beviser er „med Nødvendighed". Og naar en Mathematiker opstiller et „ ham ganske ejendommeligt Beviis" for en Læresætning, som for over hundrede Aar siden *) Det sial kun nævnes, at det Ramus „ganfle eieudommelige Beviis allerede findes hos Lagrange (Calcul des fonetions. A Paris 1806. p. 10—13), og altsaa — priset være Hr. Prof. Steens uhyre Noiagtighed — allerede er Lagrange „ganfle eiendommeligt."