Om Begrebet Nøjagtighed
Med særligt Hensyn paa Hr. Prof. Steens "Bidrag". Efterskrift til "Philosophie og Mathematik"
Forfatter: R. Nielsen
År: 1860
Forlag: den Gyldendalske Boghandling (F. Regel)
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 53
UDK: 1:51 510
DOI: 10.48563/dtu-0000025
Emne: Efterskrift til "Philosophie og Mathematik"
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
28
hvorpaa den bestemmes, og som Fslge deraf ogsaa angaaende
bestemte og ubestemte Integraler". (Bidr. S. 48; behandlet
S. 9—19).
Altsaa: „i fuldkommen Vilderede!" At udpege Feil er
et Tegn paa Overlegenhed, at udpege mange Feil et Tegn
paa megen Overlegenhed; vi skulle her for at belyse Hr.
Prof. Steens Overlegenhed, blot fremhæve nogle Punkter,
thi at gaae i det Enkelte er vist ikke Uleilighedeu værd.
„Jeg har virkelig", siger Hr. Prof. (Bidr. S. 12) „med en
god Villie søgt at imødekomme Forfs. Forklaringer"; denne
Erklæring er animerende, thi den er orienterende. Ligesom
nemlig det hele Bidrag i Almindelighed, saaledes er dette
Afsnit i Særdeleshed fortrinlig stikket til at vise os, hvad
„en god Villie" formaaer. Følgende Exempler ere beteg-
nende. Imod den (Phil, og Math. S. 76) angivne Forskjel
imellem den brudte og den krumme Linie anbringer „den
gode Villie" (Bidr. S. 11) den Uskatterlige Rettelse, at
den krumme Linie er sammensat mathematisk af endelige
Længder saavelsom den brudte og rette". Hvad der (Phil,
og Mathem. S. 79) anføres imod Muligheden af at „sam-
meusthkke Trekanten af uendelig mange smaa Rectaugler".
bliver med „en god Villie" afviist (S. 11), som om dette
virkelig lod sig gjpre i Kraft af det mathematiste Begreb
Uendelig, ifslge Jnfinitesimalmethoden" *)
*) Kan Hr. Prof, nit virkelig vise os, hvorledes man i Jnfinitesimal-
methoden bærer sig ad med en saadan Sammenstykning, hvorledes
den kan flee uden at man, vel at mærke, (hvad Phil, og Mathem.
S. 70 udtrykkelig fremhæver) forvandler Opgaven ved at
anvende den paa Functionens Natur beroende Integration: da
bliver det en ligesaa glimrende Præstation, som naar han fasthol-
der Functionen: Produkt ester at have bortkastet Begrebet: Mul>
replication. Men kan han ikke bette, maa han selv tilstaae, at man
ifølge Jnfinitesimalmethoden ligesaavel, naar det kommer til Styk-
ket, maa betjene sig af Relationen mellem en afledet og oprindelig