Om Begrebet Nøjagtighed
Med særligt Hensyn paa Hr. Prof. Steens "Bidrag". Efterskrift til "Philosophie og Mathematik"

Forfatter: R. Nielsen

År: 1860

Forlag: den Gyldendalske Boghandling (F. Regel)

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 53

UDK: 1:51 510

DOI: 10.48563/dtu-0000025

Emne: Efterskrift til "Philosophie og Mathematik"

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 58 Forrige Næste
28 hvorpaa den bestemmes, og som Fslge deraf ogsaa angaaende bestemte og ubestemte Integraler". (Bidr. S. 48; behandlet S. 9—19). Altsaa: „i fuldkommen Vilderede!" At udpege Feil er et Tegn paa Overlegenhed, at udpege mange Feil et Tegn paa megen Overlegenhed; vi skulle her for at belyse Hr. Prof. Steens Overlegenhed, blot fremhæve nogle Punkter, thi at gaae i det Enkelte er vist ikke Uleilighedeu værd. „Jeg har virkelig", siger Hr. Prof. (Bidr. S. 12) „med en god Villie søgt at imødekomme Forfs. Forklaringer"; denne Erklæring er animerende, thi den er orienterende. Ligesom nemlig det hele Bidrag i Almindelighed, saaledes er dette Afsnit i Særdeleshed fortrinlig stikket til at vise os, hvad „en god Villie" formaaer. Følgende Exempler ere beteg- nende. Imod den (Phil, og Math. S. 76) angivne Forskjel imellem den brudte og den krumme Linie anbringer „den gode Villie" (Bidr. S. 11) den Uskatterlige Rettelse, at den krumme Linie er sammensat mathematisk af endelige Længder saavelsom den brudte og rette". Hvad der (Phil, og Mathem. S. 79) anføres imod Muligheden af at „sam- meusthkke Trekanten af uendelig mange smaa Rectaugler". bliver med „en god Villie" afviist (S. 11), som om dette virkelig lod sig gjpre i Kraft af det mathematiste Begreb Uendelig, ifslge Jnfinitesimalmethoden" *) *) Kan Hr. Prof, nit virkelig vise os, hvorledes man i Jnfinitesimal- methoden bærer sig ad med en saadan Sammenstykning, hvorledes den kan flee uden at man, vel at mærke, (hvad Phil, og Mathem. S. 70 udtrykkelig fremhæver) forvandler Opgaven ved at anvende den paa Functionens Natur beroende Integration: da bliver det en ligesaa glimrende Præstation, som naar han fasthol- der Functionen: Produkt ester at have bortkastet Begrebet: Mul> replication. Men kan han ikke bette, maa han selv tilstaae, at man ifølge Jnfinitesimalmethoden ligesaavel, naar det kommer til Styk- ket, maa betjene sig af Relationen mellem en afledet og oprindelig