Om Begrebet Nøjagtighed
Med særligt Hensyn paa Hr. Prof. Steens "Bidrag". Efterskrift til "Philosophie og Mathematik"

29 Naar det nu derhos til Slutning som i Lapidarstiil og med behørige Trompetstød gjsres vitterligt for Alle, baade for Indviede og for „mindre Indviede" og for Uindviede, at „Fors." i Phil, og Mathem. er i „fuldkomment Vilderede med Hensyn til et meget vigtigt Spprgsmaal i Integral- regningen, angaaende den arbitrære Constants Betydning", da fatte de Indviede naturligviis let, hvad en saadan Be- kjendtgjprelse har at betyde; men de mindre Indviede? Ja, de mindre Indviede, navnlig „de unge Studerende" knude dog maaskee ved de stærke Trompetstød, især naar de høre, at Bekjendtgjprelsen endog udgaaer fra „den gode Villie", let komme i Vilderede angaaende „den arbitrære Constant", og det saameget lettere, som „den gode Villie" jo ogsaa i Function, som i hvad han kalder „den mere stringente Fremstil- ling": hvad Ret har han saa til at anbringe sin Rettelse, hvad Grund har han for sit „mathematisk urigtigt"? Den i sig lige- saa uimodsigelige som let fattelige Bemærkning (Mathem. Phil. S. 67), at man ikke uden videre kan sætte dx = O, eller / dx — oo O, fordi c« 0 — z 0 — Z er, baade som Integral og som Differentialcoefficient, aldeles ubestemt faaer „den gode Villie" ved et Par besynderlige Vridninger omsider vreden ind under fol- gende Forqvakling: „Forf." gjor den Slutning, at naar to Udtryk optræde under den ubestemte Form g (af hvilke den ene dog oprindelig er <x> 0 og kun ved en formel Anvendelse af Lighedstegnet bliver H), saa er der ingen Forskjel imellem dem!" Hertil flat svares kort og godt: kan Hr. Prof, bringe noget Bestemt ud af Former som od O og K, altsaa fast- holde en Forskjel imellem dem, uden at see hen til deres Oprin- delse af en eller anden Function: da gjor han sit treble Knnst- stykke, ligesaa glimrende som Adflillelsen af Multiplication og Produkt, og ligesaa overraskende som Trekantens Sammenstykning af uendelig smaae Nectangler, og vi ville beundre ham; men kan han ikke dette, ville vi ikke beundre ham, thi saa er hans Rettelse kun en Hovmesteren, og en saadan Hovmesteren aldeles ubefoiet. At Formerne oo O og £ ikke ere til at adflille eller nærmere at bestemme, naar man abstraherer fra Functionen, er just den Tanke, som i Phil, og Mathem. (S. 67) udtrykkelig fremhæves: „Ma-