Om Begrebet Nøjagtighed
Med særligt Hensyn paa Hr. Prof. Steens "Bidrag". Efterskrift til "Philosophie og Mathematik"
Forfatter: R. Nielsen
År: 1860
Forlag: den Gyldendalske Boghandling (F. Regel)
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 53
UDK: 1:51 510
DOI: 10.48563/dtu-0000025
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
39
dette" (Philos, og Mathem. S. 20—26) „er for lys til at
kunne fortjene Navn af en „Begrebsudvikling"; men de deri
forekommende Urigtigheder maae paavises." Altsaa: Hr. Prof,
vil nok paastaae, at Sammenhængen og det en Sammen-
hæng, af hvad der optager hele 6 Sider, er for løs til at
fortjene Navn af „Begrebsudvikling"; men dersom Nogen
skulde falde paa at betvivle hans Paastand, og afæske ham
en Smule Begrundelse, saa er det jo med det Samme er-
klæret, at her ingen Grund er til at spprge om nogen
Grund, da Sligt skal „lades aldeles ude as Betragtning";
altsaa: to Erklæringer i een Erklæring! Dersom her ikke
forudsættes Fagtro, Autoritetstro, og det endog en temmelig
blind Autoritetstro, hvad er da Autoritet? hvad er Autori-
tetstro? Naar Hr. Prof. St. endvidere (Bidr. S. 24) i
Anledning af sin Mening om Noget, hvoraf han ikke har
fattet Meningen, udbryder: „Men stulde det være Me-
ningen, saa ville den og lignende Bemærkninger være dpds-
dpmte", fyrer han da ikke et Sprog, som om han sad paa
Mathematikens Pavethrone, forkyndte Dogmerne, og slyn-
gede sit Anathema imod „de Dvdsdpmte"? Dog, lad os
ikke glemme det, Hr. Prof. St. vil jo ingen Antoritetstro,
Hr. Prof. St. er jo netop den Mand, der har „følt sig op-
fordret til at optræde, ikke med nogen selvtagen eller ind-
bildt Autoritet, men ene og alene med Grunde."
Et Exempel paa, hvad det er for Blandingsgods, Hr.
Prof. St. vil paaprakke Philosophien, naar den vover at
røre ved det mathematisk Uendelige, er „ten væsentlige Cha-
racter, Begreberne Nul og Uendeligt", ifølge hans Mening,
„skulle have s om Midler til at udtrykke Negationer i positiv Form."
„Naar der spsrges (Bidr. S. 27), hvormeget skal der lægges
til a for at give a, saa svares der i Ord: der skal ikke lægges
Noget til, altsaa benegtende, men der svares i Tegn:
a — a = O, der skal lægges Nul til, altsaa bekræftende,
idet Negationen er lagt i Nullet. Naar der fremdeles
spørges, hvor mange Gange flal 0 gjpres større for at give