Om Begrebet Nøjagtighed
Med særligt Hensyn paa Hr. Prof. Steens "Bidrag". Efterskrift til "Philosophie og Mathematik"

Forfatter: R. Nielsen

År: 1860

Forlag: den Gyldendalske Boghandling (F. Regel)

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 53

UDK: 1:51 510

DOI: 10.48563/dtu-0000025

Emne: Efterskrift til "Philosophie og Mathematik"

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 58 Forrige Næste
38 At Hr. Prof. St., med al Respect for hans Routine som Regnemester, ingenlunde er den Mand, man skal hen- vende sig til, naar man vil vide Bested om det i Mathe- matiken Uendelige, er klart af hele hans Bidrag, og bliver især tydeligt af, hvad han foredrager os i dette og i Par- tier af de følgende Afsnit. Allerede den Begyndelse, han gjpr med at mdrpmme, at der vel gives et mathematisk Begreb: Uendelig, „der opstaaer og kommer til Anvendelse, og som er yderst vigtigt og tilmed vanskeligt, fordi det er af blandet Natur", lader os ane, at vi i det Uendelige, han anseer for hderst vigtigt og tilmed vanskeligt, ville træffe paa endeel Blandingsgods, man helst maa see at skille sig af med, for ikke at belæmre Begrebsudviklingen. Strax idet han lader sin hovmestererende Kritik svinge Korporalstokken over de fyrste opstillede Rækker, flaaer han feil. I den lange Rettelse (Bidr. S. 21) er der ikke et Ord, ikke et eneste Ord, der vedkommer det, han vil rette. I sin Iver og Hast har han nemlig sect feil, og løber strax vild iblandt „de forskjellige Veie"; thi ved „te forskjellige Veie" betegnes ingenlunde, hvad han, der sjæl- dent bryder sig om nogen Sammenhæng, g jætter paa, men, hvad der tydelig fremgaaer af Sammenhængen, /*(n) = a-|-nx for den arithmetiske, /*(n) = - — for den harmoniske og /*(n) = axn s or den geometriske Række. Vistnok har han ligesom en Fornemmelse af, at her i det Hele er noget Un- derligt, og navnlig har et lille „men" i Texten tilladt sig at gjpre Hr. Prof, opmærksom paa, at han vist maatte være gaaet feil; men Hr. Prof. St., der, som sagt, har Hang til Autoritetstro, og derfor aldrig kan troe, at det sknlde være ham, ham selv, der tog feil, men derimod meget let troe, at „Forf." har begaaet en Dumhed, var det end en uhyre Dumhed, sætter frisk væk sit eget „idet" istedetfor Textens „men", og saa gaaer Rettelsen strygende. „Jeg stal," siger Hr. Prof. (Bidr. S. 22) „lade al- deles ude af Betragtning, at Sammenhængen mellem Alt