120
PESTALOZZI
og virkelig yde det Fornøjelse, paa den anden Side egnet til at forberede det til det paa dette Trin nærmest følgende Slags Arbejde.“ „Ethvert Talent, enhver Gave, som Gud har givet Mennesket, er anvendelig for det, i hvilken Stand og Stilling det end befinder sig.“ Ligeover-for det stærkt fremtrædende Talent forstummer dog Standsopdragelsen, Fødselens Skranker sprænges', og det bliver Opdragerens Opgave „at løfte Børn, som deres Skaber har udstyret med udmærkede Talenter, til Selvfølelse af deres Kræfter og bringe dem saa vidt, at de forsøger alt muligt for at hjælpe sig frem til en Uddannelse, Livsdygtighed og Livsvirksomhed, der svarer til deres Anlæg“.
Arbejdsomheden bliver da den Egenskab, der særlig bør vækkes. „Arbejdsomheden, vor Slægts fysiske Virksomhed, er det sande, hellige og evige Middel til Forbindelse af vore Kræfters hele Omfang til en eneste, fælles Kraft, til Menneskelighedens Kraft.“ Kun som virksomt Menneske bliver Mennesket helt og fuldt sig selv. Her er det Frøbel optager P.s Tanke, fører den over paa Barnets tidligste Alder og lægger gennem Erfaring og Granskning dettes Opdragelse til rette. Naar P. taler om Arbejdsomhedens Værdi, minder han om Rousseaus Henvisning til Tingenes opdragende Magt. „Der ligger“, siger han, „i alt Arbejdes Natur og i Stoffet af de Genstande, som skal bearbejdes, ligesom en Tvang til Tro paa Sandheden i deres Krav, til Underkastelse under alle Love, som ufravigelig ligger i deres Natur og paa Stedet straffer enhver Modsigelse mod Sandheden, idet de, i Anskuelsen af hvad der er sandt eller falsk, ikke vildleder ved Drømme eller tillader, at der leges derved med Ord, men beskæmmer ethvert Forsøg af Selvkærligheden paa Selvskuffelse