LIENHARD OG GERTRUD
119
lighedens Aand og Værd, ved at tænke — Tænkningens Aand og Værd, og ved at arbejde — Arbejdsomhedens Aand og Værd.“ Skulde Opdrageren fristes til at frasige sig sit Kald i Følelsen af sin Ufuldkommenhed og af Frygt for Følgerne af sit mindre fuldkomne Eksempel, trøster P. ham: „Hvem der mener det redeligt og midt i sine Svagheder fremmer og søger det gode saa godt han formaar det, ham velsigner Gud, der ofte i sin Kærlighed vidunderligt bøder paa Følgerne af de Fejl, Menneskene i deres Svaghed daglig begaar.“
Opdragelsens Formaal antyder dens Metode: „Al Menneskeslægtens Kunst i Opdragelsen maa i alle tre Grundretninger af vor Dannelse slutte sig til den rene Naturstræben, som ingen menneskelig Kunst maa forandre, for at vore Kræfter kan udfolde sig.“ „Ingen Kundskaber og Færdigheder, som ikke hviler paa en fyldestgørende Udfoldelse af de Menneskenaturens Grundkræfter, de selv forudsætter, kan paa nogensomhelst Maade virke harmonisk ind paa vor Dannelses Helhed.“ Til alle Tider gælder det derfor om at; til-maale Barnet netop det Arbejde, der kan udfylde og sysselsætte dets Kræfter; et psykologisk Hensyn maa altid tages. Arbejdet skal baade svare til Kræfternes nærværende Rækkevidde og gøre sit til at udvikle dem. P. giver en idyllisk Skildring af, hvorledes hans Heltinde Gertrud forstod den vanskelige Kunst at finde passende afmaalt Arbejde til enhver Alder. Hun „besad i høj Grad den vigtige Gave at kunne bringe sine Børns forskelligartede Arbejde ind i ordnede Trinfølger, der skrider saaledes frem fra det lettere til det vanskeligere, at ikke blot ethvert Slags Arbejde var afmaalt efter den Alder, hvori det blev tilkendt Barnet, men tilmed paa den ene Side var egnet til at tiltale det ogsaa i denne Alder