118
PESTALOZZI
dragelsens Forbillede, ender med at kræve den strenge videnskabelige Forstaaelse af den. Han begynder med at gøre Opdragelsen til en Del af selve Familielivets daglige Gerning og ender med Paakaldelsen af en særlig uddannet Opdragerstand. Selv har han gennemgaaet en lignende Udvikling fra en Drift og en Følelse, hvis Udøvelse har sin Løn i sig selv, til et af det stærke Følelsesliv fremgaaet Tankehele, Opdragelsen som Kunst grundlagt paa Opdragelsen som Videnskab. Fra først af er Opdragelsen ham kun et Led i hans hele Livsvirksomhed, tvungen frem af Samfundets Krav; efterhaanden optager denne ene Interesse alle de andre i sig og bliver det Midtpunkt, om hvilket alle hans Tanker og Handlinger drejer sig. Hans Tanker har deres Ophav i hans Følelse, de maa ligesom med Magt arbejde sig frem til Klarhed, tumle mellem hverandre som mægtige Tankefostre i gærende Uro, gennemtrængte af Følelsens Ild og Begejstring, men fuldt gennemsigtige først for en senere Tids Bearbejdelse.
Opdragelsens Maal bestemmes som det: „ud fra den sædelige, aandelige og kaldslige Umyndighed at løfte Barnet til alsidig Selvstændighed“. Men nu Midlerne dertil? Først er der den personlige Indflydelse. Her er P. Rousseau modsat. For denne er Tingene den eneste rette Opdrager, den personlige Paavirkning vil kun bære umodne Frugter i Form af for tidlig fødte Lidenskaber. P. siger: „Uden Faderførelse bliver Barnet ingen Mand.“ Og Opdragelsens stærke Tilknytning til Familielivet udtrykker den samme Tanke. Ikke ved lærde Foredrag eller teoretiske Betragtninger skal Lærdomme og Følelser indpodes; Opdrageren maa gennem praktisk Udøvelse af sine Grundsætninger lede Børnene ind i dem. Han vil ved selv at tro lære dem at erkende Troens Aand og Værd, ved selv at elske — Kær-