122
PESTALOZZI
Handlekraftens tidligste Ytringer og deres Retning. Opdages i det modnere Liv Forbrydelser, bør deres Kilde efterspores, Opdragelsen undersøges, til Lære for Fremtiden. Utilfredsstillet Virksomhedsdrift kan føre paa Afveje. Børn bør derfor tidlig føres rundt til de forskellige Haandværk, for at deres Lyst og Evne kan lægge sig for Dagen og Livsplanen blive lagt sikkert og i Tide for dem. Comenius giver omtrent det samme Raad. Som ledende Grundsætning slaar P. fast: „Livet danner, og dannende Liv er ikke Ordets, men Handlingens Sag.“
Selvfølgelig har dog ogsaa Ordet sin Ret. Men Tale og Personlighed hænger sammen. Uden det bliver Talen den tomme Væven, han stadig haaner. Særlig ogsaa ved Undervisningen, naar Tanken ikke gaar forud for Talen. Talen trænger til Røgt: „en dybtindgribende Fejl i Undervisningen er det, at man intet gør for Ta-leevnen, som aabenbart maa gaa forud for Læse- og Skriveundervisningen, og forsøger at lære Børn det sidste, som aabenbart kun er en kunstig Maade at tale paa, før man har gjort noget som helst for Tilegnelsen af Taleundervisningen“. Læsningen maa ikke medføre mekanisk Udenadslæren, der er „saa meget des føles-løsere og erkedummere, jo større og mere ophøjet Indholdet af det fremplaprede er“. Ogsaa som Meddelelsesmiddel kan Talen blive tom og intetsigende. „Kun det, der staar i aandelig, sjælelig og fysisk Overensstemmelse med det, som Individet, man taler med, selv er, kun det er i Virkeligheden Sandhed for det. Der er en ordfattig, stille, det inderste gribende Sandhed. Men enhver Snakken, der ikke griber ind i den Mands indre Væsen, med hvem man taler, enhver Ordfylde, der ikke tinder noget levende Tilknytningspunkt hos den Mand,