LIENHARD OG GERTRUD
123
den er henvendt til, i hans Livs Erfaringshelhed, er for ham et usselt Væv og en ynkelig Plapren og kan medføre for ham alle de onde Følger, dette store Husmiddel for vor Slægts egennyttige Forvildelser ved sine Skuffelser og Anmasselser er vant til at medføre for den.“ Taleøvelserne maa da i deres Æmner gaa ud fra, hvad der er Børnene bekendt fra deres eget Liv, ikke Gengivelse af Bøgers Indhold. Tanken om indbyrdes Undervisning mellem Eleverne opstaar hos ham. Men han lukker ikke øjnene for dens mulige Farer. Den maa efter hans Mening udelukkende være Frivillighedens Værk, udsprungen af gensidig Kærlighed og Glæde. Sat i Gang mod Børnenes Vilje kan den forhærde dem baade paa Aand og Hjerte, blive til Afretning med Dødhed i Følge. Mere en naturlig Frugt af Børnenes Samliv end en kunstig pædagogisk Forholdsregel, et Udtryk for Børnenes naturlige Meddelelseslyst, blot ordnet og ledet af Læreren — saadan maa den indbyrdes Undervisning være.
Den rationalistisk - filantropiske Retning i Tiden træder P. tit i Kampstilling til. Den forkyndte sig som Menneskeslægtens Frelser og satte navnlig paa Opdragelsens Omraade. storartede Bevægelser i Gang. Men P. indvender imod den, at den løsriver Oplysningen og Undervisningen fra Livet. Den vil ligesom udenfra frelse Slægten. P. vil grundlægge Frelsen indenfra og nedenfra. Den gode Samfundsorden er selv det bedste Værn mod Brud paa den. „Et Folk, som ved Virksomhed sætter sig i gode Omstændigheder og har den Grundsætning at opretholde dem for sine Børn og Børnebørn, er i den bedste Lænke mod alle Forbrydelser og maaske i den eneste reale; men naar det uden Udsigt til sand Forbedring af sine Omstændig-