124
PESTALOZZI
heder og uden Hensyn til Efterkommerne kun opæder og forøder Frugterne af sin Virksomhed eller lader dem stjæle fra sig, saa er det just paa det Punkt, hvor man ikke kan holde det i Tømme og ikke med nogen Magt sætte Bom for Udbruddet af dets Forbrydelser.“ Herpaa bygger han nu sin Indsigelse mod den ensidige Oplysningsstræben. „Dette vor Tids Fantom, Oplysningen, kan, naar den skrider ensidig frem og ikke grundlægges paa Folkets sande Velstand, paa gode huslige Sæder og borgerlig Visdom, let tage den Vending at styrte Mennesket ned i en Dyriskhed, der nærmer sig dets vilde Tilstand og i hvilken det religiøse Sværmeri virkelig kunde træde frem mod denne Oplysning som et Himlens Lys, der lyser midt i en frygtelig Jordbrands Røg og Damp.“
Han giver en kritisk Fremstilling af Oplysnings-mændenes Virksomhed: „Da FolkeforsømmelsensOnder, hvis Følger man en Tid lang virkelig søgte at standse ved Folkedannelsen, ikke blev fast nok erkendt i deres Aarsager og Kilder, nemlig Tidsalderens Selvkærlighed, Uredelighed og Vantro, men kun blev tilskrevne Folkets Uvidenhed, saa blev der ogsaa brugt Midler mod dette Folkeuvidenhedens ensidig opfattede Onde, som ikke var egnede til at modvirke de højere Aarsager til Folkeforsøm theden og Folkeforvildelsen, nemlig Egennytten, Sanseligheden, Uredeligheden og Vantroen i Folket, og følgelig ogsaa maatte strande i deres Indflydelse paa Følgerne af Folkets Uvidenhed, som de skulde modarbejde.“
Han bruger stærke Billeder for at udtrykke sin Afsky for den ensidige Forstands virksomhed. „Det forekom ham, som om man gjorde Forstanden ligesom til en Modedragt, og som om enhver Nar i Verden nu