LIENHARD OG GERTRUD
125
vilde gaa omkring med en saadan Forstandsjakke paa, der kunde saa være hvad for Tøj i den, det skulde være.“ Han ivrer mod Forstandsøvelser i Skolen, rigtignok navnlig imod „de tankeløst læste og med Hukommelsen ordret opfattede saakaldte Forstandsøvelser i Skolebøgerne, og mod den Selvskuffelse, som nødvendigvis udspringer deraf, naar vi gennem Hukommelsen indøver os den ordrette Bevidsthed om Sandheder, som, for virkelig at fattes og begribes, forudsætter en langt højere og mere udviklet Grad af Tænkeevne og Dømmekraft end den, Børn besidder". I Kraft af Barnenaturens Udviklingslov hævder han „Nødvendigheden af Aands-og Kunstdannelsens Underordnelse under Hjertets Dannelse, under den sædelige Dannelse. Barnet tror og elsker længe før det tænker og arbejder“.
Paa lignende Maade bekæmper han Tidens uægte Følsomhed, der løsreven fra Handling lever af at tære paa sig selv og udtømmer Livet i lutter Stemning. I sit billedrige Sprog siger han herom: „Jeg er ingen Taareperse, og der er intet, jeg synes mindre om, end at Mennesket skal smelte over Blomster og græde over Myg. De er forbi, Dagene til saadanne Taarer. Jeg har erfaret, at det Menneske, der smelter over Blomster, ikke gerne æder sit Brød i sit Ansigts Sved, og at en Kvinde af den Kaliber ikke gerne føder Børn, men at hun svækker sig selv og handler mod Guds Orden. Derfor ynder jeg ikke det Slags. De hører ikke hjemme i vor Verden, der bærer Torne og Tidsler, men i en, hvor artige Engle dyrker Jorden med himmelsk Trolddom for dens Beboere og siger til Stenene: Bliv I til Brød, for at Lediggængerne kan spise. Men paa vor Jord dur det ikke, og jeg siger det akkurat som jeg tænker det: Et Bondebarn, som var en Taareperse af dette