126
PESTALOZZI
Slags, vilde være en stakkels ynkelig Kvinde, det vilde være bedre for hende, om hun var bleven en Zigeu-nerske.“
Den samme Svaghedens Frygt for Livets Alvor tilskriver han den gængse overfladiske Velgørenhed, der udspringer af Lysten til at unddrage sig Synet af den øjeblikkelige, æstetisk saarende Elendighed uden at bæres af en saadan Kærlighed til de fattige og forladte, at man vil gaa til Bunds i deres Tilstand.
P. har fortsat Rousseaus Værk ved at grundlægge Opdragelsen psykologisk paa Barnenaturen. Men han har opfattet Menneskenaturen dybere end Rousseau. Overfor dennes abstrakte Menneske stiller han den konkrete Virkelighed. Over for Individet, der staar uden for Samfundet og Historien, stiller han Mennesket, som det er formet af Samfundet og dets Historie. Han erkender Tidens og Udviklingens Betydning, som Rousseau afviser, og om han end mangen Gang synes at finde Idealet ved at gaa tilbage i Tiden, saa er det ikke et Medfør af hans Grundtanker at søge det ved Udviklingens Begyndelse, som hos Rousseau, men mere en Stemningssag. Han bliver den første, der ser paa Opdragelsen fra Folkets Synspunkt, arbejder for en Opdragelse i Overensstemmelse med Almuens Liv og Sæder. Hans Opdragelse er demokratisk; Rousseaus, med den enkelte udkaarne Genstand uden Mulighed for nogen Almenopdragelse efter hans Mønster, bliver aristokratisk. Overfor den filantropiske Skole staar P. ligeledes som Virkelighedens Talsmand. Dens Virksomhed er den direkte Udførelse af rousseauske Ideer, en Opdragelse af Mennesket i Almindelighed. P. danner den uddybede Fortsættelse af dem, uddybet ogsaa i personlig Henseende derved, at hvad der for Rousseau