KRISTOF OG ELSE
127
var en Digterdrøm, for P. var en Livsopgave, han med usvækket Begejstring fastholdt til sit Livs Ende.
13. Sept. 70.
Pestalozzis „Kristof og Else“ gentager og stadfæster Tankerækken i „Lienhard og Gertrud“. Novelleformen er her traadt helt tilbage for Samtalen, og Deltagerne i denne er ikke engang synderlig individualiserede. Forfatteren taler som oftest umaskeret gennem Hovedtaleren. Pestalozzis Stil har stadig de samme Ejendommeligheder. Den har helt igennem Virkeligheden til Baggrund. Mere end en ren Tænker bliver Pestalozzi et Slags Digtertænker, hvis Fantasi vel ikke er skabende, men dog, præget af hvad han har oplevet, er hans Tankers Fødselsmærke.
Ordningen af disse er for største Delen ganske vil-kaarlig. Den styres kun af Ideassociationen, ikke af nogen logisk Nødvendighed. Det Omraade, Tankerne bevæger sig paa, er det virkelige, særlig det borgerlige Liv. Den samlende Traad i Bogen er dels det ensartede Æmne, dels det bestemte Synspunkt. Familielivet er her som i „Lienhard og Gertrud“ Samfundslivets Forbillede. „Saadanne Handlinger som denne — at give Gertrud noget, som man selv nyder og som just er ved Haanden, til Vederkvægelse — er dog det, der vinder alle Folks Hjerter i Landet og indtager dem for deres Øvrighed. Og det er vist, at tiaar man handler saaledes, gør man Landet mere godt, end naai' man længe vender og drejer Trætter til højre og venstre efter alle Slags kunstige Former og Ordninger og saa endelig algør dem. . . . Ethvert Folk i Verden vil. er-