128
PESTALOZZI
kende en saadan Herre for en Fader og en saadan Øvrighed for en faderlig øvrighed.“
Han stiller derfor heller ikke den enkelte Borger frit drøftende lige over for den faderlige Regering. „Hvem der taler og sørger for Retten i Landet, blander sig i Landsfædrenes Pligter og Bekymringer. Ikke alle Mennesker kan være Landsfædre, og lige saa lidt kan eller skal alle Mennesker være Landsfædrenes Raad-givere. De, der er det, maa holde Orden i Landet som en Husfader i sit Hus og sit Arbejde. Men det kan de ikke tilfalde, naar de ikke i hele Landet har netop den Anseelse og Magt, som enhver Husfader, naar han vil have Orden, selv i den mindste Vaaningsstue har uafviselig fornøden.“ Og i samme Aand bør mulige Fejl i Regeringens Handlinger opfattes og dømmes. „Derover skulde enhver Undersaat i Forvejen være klar, at naar Børn ved en eller anden Fejl af deres Fader straks vilde stikke Hovederne sammen og raadslaa om, hvorledes de med Magt kunde hindre ham fra i Fremtiden at begaa nogen lignende Handling til Skade for dem, saa vilde de derved skabe sig en paa dem forbitret og opbragt Fader og selv være Skyld i de haarde Forholdsregler, denne mulig tager til Værn for sine Faderrettig-heder, og at ved en lignende Opførsel af Folkene overfor en fejlende Fyrste Følgerne deraf nødvendigvis maatte blive de samme.“
Dog er det ikke Pestalozzis Mening at udelukke Undersaatterne fra al Deltagelse i deres egne Anliggender. Om Skattevæsnet siger han saaledes: „øvrighedens Ret til at udskrive Skatter . . . er efter sin Natur hellig. Men Maaden, hvorpaa Øvrigheden i Kraft af denne Ret skaffer Pengene, er ikke Retten selv. Væsentlig letter det alle Slags Skatter, naar de, der er forpligtede