KRISTOF OG ELSE
S
til at udrede dem, er • beføjede til indtil et vist Punkt selvstændig at raadslaa om Maaden at bringe dem til Veje paa.“ Han gør opmærksom paa den farlige Fristelse, der for den enkelte Undersaat ligger i at modtage offentlige Hverv, der giver ham en Embedsmyn-dighed, Fristelsen til at lade Embedsmanden sluge Personen og til at glemme de personlige Pligter og Dyder over det formentlig overordnede Hensyn til Embedsmandens Stilling og Værdighed. „Tjeneste- og Embedsærens Anmasselser er som en Orm, der gnaver i Hjertet paa den sande Ære og den velsignelsesrige Soliditet, som fordum havde saa faste Rødder ogsaa i de lavere Stænder.“ Den selvstændige Middelstand er ham Folkets Kærne. „Soliditeten og Kraften hos den uafhængige og fordringsløse Middelstand maa selv i den ringeste Landsby med Rette anses for det væsentlige Fundament for den almindelige Landsvelsignelse.“
De gamle Dage staar for ham i en Glans og Herlighed, som Nutiden kun med Længsel kan se tilbage til. „Det rører én til Taarer, naar man hører de rigtig gamle Mænd fortælle, hvorledes det endnu i deres Tid var gaaet saa hyggeligt og hjerteligt til i Husholdningerne.“ Men det er for ham ikke nogen sentimental Fantasikærlighed til det forbigangne som saadant; hans Mening er ikke, at Livets Udvikling er at dale fra den oprindelige Højde. Han motiverer sin Forkærlighed for det gamle ved en kritisk Skildring af sin Samtids Fejl. Og han haaber, at disse i Tidens Løb skal arbejdes ud af Menneskenaturen igen.
Han anstiller Betragtninger over de forskellige Tidsaldres Forhold til hinanden. „Menneskene har vel til alle Sider deres Lidenskaber og Plager og vil ogsaa bestandig have dem, men til nogle Tider hidses disse Li-H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. 9